Månens kald

Jeg læser ikke så tit e-bøger på dansk, og det skyldes først og fremmest, at jeg ikke er så gode venner med Ereolens appens måde at håndtere e-bøger på. Man skal bladre i modsat retning i forhold til deres app for engelske e-bøger, og så skal man bladre ret ‘aggressivt’ – altså der skal virkelig lægges kræfter i, når man swiper!

Men min liste over e-bøger er efterhånden ret lang hos Ereolen, og så måtte jeg jo hellere gøre noget ved det, så jeg lånte ‘Månens kald’, som længe har stået på listen.

Bogen er skrevet af Patricia Briggs og er første bog i en serie. Den handler om Mercedes – også kaldet Mercy – som arbejder som mekaniker. Det er dog ikke det mest usædvanlige ved hende, for hun er også formskifter og kan forvandle sig til prærieulv. Det er der ikke mange, der ved, hvilket giver hende en række fordele – blandt andet en vis forståelse fra de andre overnaturlige væsner i området. Hun er blandt andet venner med en vampyr, ligesom hun har et fint forhold til det lokale varulvekobbel. Så alt ånder fred og ro indtil den dag, hvor en nyankommet varulv dræbes og den lokale fører-varulv og hans datter bortføres. Mercy kaster sig straks ud i jagten på bortførerne, men hun bliver nødt til at søge hjælp hos et andet varulvekobbel, for hun er bange for, at bortførelsen kan være planlagt af en af varulveførerens nærmeste.

Denne bog var en positiv overraskelse. Inden jeg gik i gang med den, havde jeg ikke bemærket, at bogen i forvejen stod på min to-read-liste hos Goodreads – bare i den engelske udgave. Og det er jeg sådan set glad for, eftersom jeg synes, at den engelske forside er noget mere corny, og det har faktisk afholdt mig fra at gå i gang med den (der er lidt for meget sexet teenagetøs over den forside efter min mening).

Mercy er en sej hovedperson med ben i næsen. Jeg er vild med, at hun er mekaniker, og at det er skrevet som den største selvfølge i verden. Der er ingen mandschauvinistiske bemærkninger om, hvorvidt kvinder kan have forstand på biler eller ej, og det er et klart plus. At der så er en vis mandchauvinisme i forbindelse med varulvenes hierarki er en anden sag, men det kan jeg bedre leve med, da det er afgrænset til at være en af de ting, der definerer forfatterens fortolkning af varulve.

Det er en ganske interessant verden, som Patricia Briggs har skabt. Den er muligvis ikke så revolutionerende i forhold til andre bøger i samme genre, men den er gennemarbejdet og troværdig. Mit eneste ‘problem’ med den var, at der var lidt overvældende med de mange overnaturlige væsner. Jeg kom af samme grund flere gange til at tænke på Sookie Stackhouse-serien, men heldigvis var ‘Månens kald’ slet ikke så erotisk, som Sookie-serien hurtigt blev. Faktisk er der påfaldende lidt kærlighedsdrama i bogen, og det passede mig fint. Der lægges dog op til noget i slutningen af bogen, så jeg er spændt på, hvordan det udvikler sig i den næste.

Så alt i alt en rigtig fin fantasybog. Stilen er mere moden i forhold til mange andre ungdomsbøger i denne genre, og jeg tror derfor, at bogen er skrevet med de ældste teenagere som målgruppe. Jeg satser på at læse den næste bog i serien i løbet af de næste par måneder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *