Maus og Arne And

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har stået på biblioteket med denne tegneserie i hånden og har overvejet at låne den – for til sidst at konkludere, at den lød alt for trist og sat den tilbage på boghylden. Heldigvis tog jeg for et stykke tid siden endelig tyrene ved hornene og læste denne grafiske roman, og det er nok den tegneserie, der har rørt mig mest.

Tegneren Art Spiegelman beskriver i ‘Maus’ sin jødiske families liv under Holocaust. Historien er fortalt gennem interviews med faren, hvor de enkelte grupperinger tegnes som dyr – jøderne som mus, nazisterne som kattene osv. Tilbageblikkene til krigens rædsler er krydret med bidder af samtalerne mellem far og søn, hvor førstnævnte fremstilles som en gnaven, bedrevidende mand med meget faste holdninger, hvilket fører til flere konflikter mellem dem. På en måde er det med til at gøre historien mere troværdig, når hovedpersonen får lov til at have så menneskelige træk og ikke bare fremstilles som offer hele bogen igennem. Det er heller ikke bogens hensigt – at fremstille jøderne som ofre – selvom bogen bestemmer ikke holder igen med at vise de barske sider ved krigen og livet/døden i kz-lejrene. Hvordan det spinkle håb gang på gang blev knust for atter at spire frem, når der bød sig en lejlighed til det.

Der er en meget stærk vilje til overlevelse blandt en del af bogens hovedpersoner, og deres evne til at fremstå som værdige og civiliserede mennesker trods de ydmygende og usle forhold, de udsættes for, kræver respekt. Hvordan de gang på gang får forhandlet sig frem til lidt at spise og atter snyder døden – eller blot er heldige og ikke bliver sendt i gaskamrene den dag.

Det er skræmmende og sørgelig læsning, men det er også en vigtig brik i fortællingen om 2. Verdenskrig, og jeg vil kraftigt anbefale dig at læse bogen, hvis du vil have et indblik i de grusomheder, som blev begået under 2. Verdenskrig.

Fra det triste til det mere humoristiske – jeg læste en anden politisk tegneserie næsten samtidig med ‘Maus’, og for dem, der er til politisk satire, er denne and en kendt figur. Arne And vendte tilbage i 2006 med albummet ‘Genopstandelsen’ efter ca. 10 års pause, og det var en nyhed, der glædede mig. De tidligere Arne-album byder på mange herlige sarkastiske og spydige kommentarer til den svenske/nordiske/vestlige levevis og det hykleri, som den fandenivoldske, drikfældige, mavesure og socialistiske and gang på gang slår ned på – først og fremmest verbalt.

Der er samfundskritik og bitterhed for alle pengene, men er det lige så rammende og sjovt som de gamle albums? Desværre ikke. Der er for megen tomgang, for få nuancer og en irriterende mangel på selvironi, som den gamle Arne ellers ikke manglede og derfor tit var med til at give serien den gnist, som gjorde den sjov og spydig. Den nye Arne er først og fremmest en sur, middelaldrende mand, og den slags skal rumme en vis portion humor og selvironi for ikke bare at blive en ligegyldig og trist eksistens.

Jeg har dog ikke afskrevet Arne helt, og jeg regner med at læse flere af de nye albums ved en senere lejlighed, men det er stadig de gamle albums, som står stærkest.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *