Maze Runner – Labyrinten

Jeg har været meget i tvivl om, hvorvidt denne bog var noget for mig. Den har fået meget blandede anmeldelser, så den stod ikke specielt langt oppe på min læseliste, men da jeg fik et anmeldereksemplar fra Høst & Søn, var det alligevel for fristende.

‘Maze Runner – Labyrinten’ er skrevet af James Dashner og er første bog i en trilogi. Bogen foregår i en dystopisk verden, hvor hovedpersonen vågner op og har ingen anelse om, hvor han er, eller hvor han kommer fra. Han kan kun huske sit eget navn – Thomas. Det viser sig, at han er kommet til et sted, der kaldes Lysningen, og som befolkes af en stor gruppe teenagedrenge, der er ca. jævnaldrende med ham selv. Ingen af dem virker synderlig glade for at se ham og vil ikke rigtig fortælle ham om stedet, men han finder snart ud af, at han er endt i midten af en kæmpelabyrint, som drengene hver dag forsøger at finde en vej ud af. Labyrinten ændrer sig dog fra dag til dag og er befolket af dødsensfarlige straffere – sære halvmekaniske dyr, som har dræbt en del af beboerne gennem de seneste år. Opgaven med at finde ud virker umulig – lige indtil Thomas begynder at huske ting. Og Teresa dukker op.

Som læser er du i starten lige så forvirret som hovedpersonen selv – hvor er vi, hvad foregår der, hvad skal der ske? Det gør mig ikke så meget – tværtimod bliver jeg mere motiveret til at lære verdenen at kende – men så skal forfatteren gøre det på en mere elegant måde. Thomas forsøger gang på gang at lære mere om stedet og livet blandt drengene, men bliver hele tiden affærdiget af de andre drenge, der ikke vil svare på hans spørgsmål eller blot svarer utrolig kryptisk. Det virker utroværdigt – og som en kunstig måde at forlænge spændingen på. Fisken på disken, tak – det der unødige hemmelighedskræmmeri virker barnligt.

Selve verdenen med den menneskeskabte labyrint og den ukendte verden, der omgiver den, er et interessant udgangspunkt for historien. Som læser kan du ikke lade være med at gætte på, hvad det mon er, der foregår. Drengene i bogen er udmærket klar over, at de er del i et eksperiment, men hvorfor er der ingen, der ved. Hvem er det, der står bag forsøget? Hvad skal det ende med? Det er et fint udgangspunkt, men kræver også en rigtig god forklaring i sidste ende, og her synes jeg ikke rigtig, at bogens slutning giver et tilfredsstillende svar.

Mit største kritikpunkt er dog personbeskrivelserne i bogen. Flere af personerne har potentiale til at blive spændende individer, men jeg synes aldrig, at de bliver rigtig levende. Beskrivelserne er for klodsede og firkantede, og drengenes handlinger virker for konstruerede. Især Thomas’ handlinger er præget af, at han tager en masse ekstreme – og heldige – beslutninger, som han ikke kan forklare, men som han bare føler, han bør gøre. Han virker mere som en fjernstyret robot end som et helt menneske.

Bogen er dog en letlæselig pageturner – der er masser af action, og kombineret med guleroden om, at man måske finder ud af, hvad der foregår, så læses bogen ret hurtigt.

4 tanker om "Maze Runner – Labyrinten"

  1. Godt beskrevet. Jeg har lige købt bogen, som et “sommerferieprojekt”.. Jeg glæder mig til at få den læst, og se om den lever op til forventningerne 🙂

    JULiE // juliejakobsen.blogspot.dk

    • Rigtig god fornøjelse – bøger som sommerferieprojekter er noget af det bedste, man kan bruge ferien på 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *