Metro 2033

Jeg er næsten igennem listen over de 20 bøger, som jeg ville læse i år. Den næstsidste bog på listen, ‘Metro 2033’, er skrevet af Dmitry Glukhovsky og startede oprindeligt som et blogeksperiment, der nu er udgivet i bogform – og i øvrigt fulgt af et computerspil og måske også en film over samme historie.

Handlingen foregår i Rusland i år 2033, hvor atomkrigen har hærget Jordens overflade og har gjort den ubeboelig. Nogle få tusinde mennesker lever dybt under jordoverfladen i Moskvas metrosystem, hvor de forsøger at overleve sære væsner – og hinanden. Egoismen har ramt menneskeheden som en hård knytnæve, og der er ofte kampe mellem beboerne på de forskellige metrostationer.

Da den nordligste station bliver angrebet og står til at falde, bliver den unge Artjom nødt til at handle, så angrebet ikke spreder sig til resten af metrosystemet. Det bringer ham ud på en farefuld færd gennem de lange tunneler, hvor han møder mange sære fraktioner og andre ubehageligheder, og han skal hele tiden tage sig i agt, så han ikke er den næste, der bliver dræbt.

Bogens postapokalyptiske tema er interessant, og forfatteren forstår at skabe en dyster og ubehagelig stemning, hvor du kan mærke de golde, triste og mørke tunnelgange, der truer med at sluge dig helt. Hele grundtanken med, at menneskene har søgt tilflugt i de dybe metrogange, da bomberne faldt, er troværdig og godt tænkt, men der er samtidig også flere huller i troværdigheden. Først og fremmest er der adgangen til mad. Selvfølgelig spiser de ikke særlig varieret, og det er også ret begrænset hvor meget mad, der er i det hele taget, men jeg synes alligevel, at det er imponerende, at flere tusinde mennesker kan overleve i metrosystemet i så mange år på en diæt, der primært består af stegte rotter og svampe, der er dyrket i metroen. Samtidig er der brugen af patroner som betalingsmiddel. På den ene side ganske logisk og på den anden side en kende utroværdigt, for hvor mange patroner kan der efterhånden være tilbage efter næsten 20 år under jorden? Især i betragtning af hvor tit, der er kampe mellem stationerne eller angreb fra væsnerne.

Det var dog først og fremmest de forskellige fraktioner, der irriterede mig i den første halvdel af bogen, for det virkede lidt for klassisk, at der skulle være forskellige (fanatiske) religiøse grupper, nazister m.m., og det var i det hele taget en alt for let løsning. Her var anden halvdel langt mere spændende, for her eksperimenterede forfatteren mere og skabte i højere grad sit eget univers.

Historien har fået kritik for at være lidt langtrukken, og det er jeg til dels enig i, for der er steder, hvor tempoet er noget trægt. Jeg synes dog primært, at det er et problem i den første halvdel af bogen, for er du først kommet et par hundrede sider ind i bogen, bliver tempoet mere jævnt og flydende, og historien folder sig for alvor ud og tager fart, indtil du når frem til den – lidt overraskende – slutning.

Jeg var desværre ikke lige så begejstret for bogen, som jeg havde håbet. Den havde visse svagheder, og især i starten skulle jeg vænne mig til den lidt træge fortællestil, men den har også sine kvaliteter, og jeg har altså en svaghed for postapokalyptiske bøger, så mon ikke jeg skal læse efterfølgeren til denne bog? Især fordi jeg er spændt på, hvad der skal ske i den.

2 tanker om "Metro 2033"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *