Mine heltinder

winter-woman

Nu fortalte jeg for et stykke tid siden om mine yndlingsskurke, og jeg vil derfor heller ikke snyde jer for mine yndlingshelte… kvindelige helte vel at mærke! Girlpower, yeah!

Hvis du er fast læser af bloggen, har du nok bemærket, at jeg har en vis forkærlighed for kvindelige hovedpersoner, der er handlingsorienterede, har ben i næsen og ikke er bange for at smøge ærmerne op og lave noget beskidt arbejde, når en konflikt skal løses. Det er også ret tydeligt, når jeg ser på hvilke heltinder, jeg har heppet mest på.

Ronja Røverdatter – fra bogen af samme navn. Ronja er ubetinget min yndlingsheltinde. Som så mange andre slugte jeg Astrid Lindgrens bøger, da jeg var barn, og her fik Ronja en helt særlig plads i mit hjerte. Hun er en gæv pige – flittig, modig og målrettet – og f*ndens stædig! Men hun har også et hjerte af guld. Ronja er den perfekte kombination af en pige, der kan selv og vil selv, men som også er så stædig, at det ind imellem spænder ben for hende. En meget menneskelig heltinde.

Vin – fra Mistborn-trilogien. Den nyeste på min liste over yndlingsheltinder. Vin har særlige magiske evner, som først for alvor viser sig, da hun bliver teenager. Det tager et stykke tid, inden hun – og andre – indser hvor særlig hun er, men derefter er det fantastisk at følge hendes udvikling fra usikkert gadebarn til en af landets største magikere og krigere. Hun er dog stadig også den gamle Vin – der er stadig en flig af usikkerhed og mangel på tro på sig selv – og det er et eller andet sted et sympatisk træk. Hun er forbandet sej og skrøbelig på samme tid.

Georgia – fra Feed-trilogien. Georgia er nyhedsblogger i en dystopisk verden, hvor det meste af kloden er befængt af zombier, og menneskene derfor lever i fort-agtige byer, hvor det kun er de få (og tåbelige), der bevæger sig ud fra. Georgia er en af dem, for hun lever af at skrive nyheder på en blog sammen med resten af sit crew. Georgia er lynende intelligent og utrolig sarkastisk, hvilket er temmelig underholdende læsning. Hun mangler visse sociale kompetencer, og hun ville helt sikkert ikke være den populære pige i klassen, hvis hun eksisterede i virkeheden. Men der er ingen tvivl om, at hun bekymrer sig om sit crew, selvom hun ikke altid er god til at vise det.

Hermione – fra Harry Potter-serien. Nu udkom den første Harry Potter-bog først i slutningen af mine teenage-år, så i modsætning til en del andre bogbloggere læste jeg først bøgerne som voksen. Det forhindrer mig dog ikke i at hylde Hermione som en virkelig interessant, intelligent og modig heltinde. Hun møder enhver udfordring med rank ryg og åben pande, og hun kæmper på lige fod med drengene. Hun bør være på listen over alle piger/kvinders yndlingsheltinder.

Lisbeth Salander – fra Millenium-serien. Hun er en ret atypisk heltinde, men ikke desto mindre blev hun mere populær end hovedpersonen, da bøgerne udkom. Lisbeth minder lidt om en kombination af Vin og Georgia men er langt mere fucked up. Lisbeth har helt klart nogle personlige problemer, og hendes sociale liv er nærmest ikke-eksisterende. Til gengæld er hun en gudsbenådet dygtig hacker og har en retfærdighedssans, der er dobbelt så stor som Rundetårn. Jeg har den dybeste respekt for hendes evner, stædighed og viljestyrke.

Brienne – fra A Song of Ice and Fire-serien. Der er rigtig mange spændende – og forskellige – kvinderoller i George R. R. Martins populære fantasyserie, og det er da helt klart også en af seriens største styrker. Jeg kunne godt udvælge flere heltinder fra bogen, men min yndlings er Brienne. Den kvindelige sværdkæmper, som skal tåle så mange fornærmelser, fordi hun ikke er særlig køn eller feminin. Hendes udseende er nærmest befriende almindelig i forhold til alle de smukke, indtagende kvinder, som bøgerne ellers byder på, og så må vi ikke glemme, at hun ikke blot er en utrolig dygtig og stærk kriger – hun stræber også efter retfærdighed, noget som bogens andre personer godt kunne lære noget af…

Alexia Tarabotti – fra Parasol Protectorate-serien. Jeg slutter listen af med en mere humoristisk heltinde. Hvor en god del af de ovenstående heltinder har en del at kæmpe med på den personlige front, så kæmper Alexia mest mod overnaturlige væsner – med en paraply! Serien er pænt fjollet – grænsende til det platte – men jeg var ret godt underholdt, og det skyldtes ikke mindst Alexia, som er en munter, frembusende og vedholdende ung kvinde, som i den grad forstår at sætte sig i respekt blandt byens overnaturlige væsner.

… er der nogen, jeg har glemt? Jeg overvejede også følgende:

Katniss fra The Hunger Games-trilogien. Jeg tror, Katniss er på manges liste over yndlingsheltinde, og skulle jeg kun vælge ud fra den første eller evt. de to første bøger i serien, så var hun også kommet på min liste. Jeg brød mig dog ikke om den rolle, hun fik i tredje bog, hvor hun slet ikke virkede nær så selvstændig og handlekraftig som i de foregående, og det ødelagde desværre lidt mit billede af hende.

Menolly fra Harper Hall-trilogien. Serien var en af mine yndlingsserier, da jeg var barn, for der var både en sød og talentfuld heltinde og en masse små drager! What’s not to like? Men selvom jeg godt kan lide Menolly, må jeg indrømme, at hun ikke har nær så meget karakter som heltinder på min liste herover, og en del af begejstringen over bøgerne skyldtes naturligvis også dragerne.

Hvem er dine yndlingsheltinder og hvorfor? 

 

7 tanker om "Mine heltinder"

  1. Jeg er enig omkring Katniss – i den sidste bog er hun mere eller mindre bare en dukke, der engang imellem gør oprør ved at pibe eller være hysterisk. Kæft, jeg synes hun var træls!

    Jeg er til gengæld ret vild med Scarlett O’Hara fra Borte med blæsten. Hun er stærk når det kræves af hende, går imod samfundets syn og gør langt hen ad vejen hvad der passer hende – men samtidig er hun hamrende stædig og utrolig dum til tider. Det er åbenbart en kombination jeg godt kan lide hos mine heltinder 😉

    • Interessant med Scarlett. Jeg husker hende ikke så godt, men jeg kan godt nikke genkendende til en række af de personlighedstræk hos mine heltinder. Jeg kan dog godt miste tålmodigheden ret hurtigt, hvis en hovedperson opfører sig utroligt dumt – det kommer an på situationen, hun er i, og hvor ofte det sker 🙂

    • Det er jeg glad for at høre, for hun er virkelig sej på så mange måder, men er også kompleks og nuanceret.

  2. Jeg vil mene, at Katniss’ udvikling giver mening, selvom den ikke rigtig falder i god jord og ødelægger den sidste bog, så hos mig er hun stadig højt på listen. 🙂 De andre, du nævner — udover Hermione — har jeg ikke noget forhold til. Brienne kender jeg kun lidt til ud fra den smule af tvserien, jeg har set, hvor hun er med. Klart en af de karakterer, jeg synes bedre om.

    • Det kan jeg godt følge dig i – det er på sin vis et modigt valg, forfatteren tog, da hun valgte at give den tredje bog den drejning.

  3. Pingback: Hvad er no go hos en hovedperson? | Den Lille Bogblog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *