Mit år med kød

Da jeg var på biblioteket for at låne bøger med asiatisk tema, faldt jeg over to bøger af Ruth Ozeki – ‘Tidens væsen’  samt ‘Mit år med kød’. Sidstnævnte læste jeg lige efter ’Vegetaren’, men det var altså et tilfælde!

’I ’Et år uden kød’ følger man to kvinder – først og fremmest produceren Jane, der har fået til opgave at lave en række madprogrammer, My American Wife, til japansk fjernsyn – diskret sponsoreret af den amerikanske kødindustri. Netop sponsoraftalen bliver en større og større hæmsko i takt med, at Jane opdager, hvordan det amerikanske oksekød bliver produceret uden hensyntagen til dyrenes velbefindende. Kan hun reelt set forsvare at producere programmer, der priser indtagelsen af oksekød? Det giver en række konflikter med chefen, hvis kone, Akiko, også optræder i en række kapitler. Akiko står i kraft af sin rolle som den underkuede hustru som en modpol til den oprørske Jane og tegner samtidig et billede af den japanske kone, som madprogrammerne skal forestille sig at henvende sig til.

Historien er i starten ret komisk. Jane bliver ved med at finde deltagere til madprogrammer, der ikke passer ind i oksekødstemaet – først fordi hendes interviewpersoner foretrækker andre typer kød end oksekød og senere hen fordi hendes deltagere er vegetarer. Det resulterer i adskillelige skideballer fra chefen, men mærkeligt nok bliver hun ikke fyret. Hun bliver selv mere og mere bevidst om, hvordan hun forsøger at undgå oksekød i programmet i takt med, at hun opdager problemer med produktionen af kødet, og snart er historien ikke længere morsom men en reel kritik af kødproduktionen.

Jeg synes klart, at det var kritikken af oksekødindustrien, der var mest interessant ved bogen. De småskøre episoder i starten der langsomt ændrede sig, da Jane opdagede, hvor alvorlige problemer der var. Desværre kom nogle af episoderne til at virke karikerede, da det virkede dybt utroværdigt, at Jane var så rebelsk i forhold til sit oplæg – og at hun gang på gang slap for at blive fyret.

Akikos rolle var jeg ikke særlig vild med. Det virkede mest af alt, som om hun var med for at tegne et stereotypt billede af en undertrykt asiatisk kvinde med en dybt usympatisk og voldelig mand. Kombineret med den lidt for letkøbte Hollywoodslutning sluttede bogen desværre på en noget fesen måde. Ærgerligt når nu starten var så god.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *