Moloka’i

Månedens Goodreads-bog blev denne gang ‘Moloka’i’ af Alan Brennert – en bog, jeg gav mig selv i adventsgave sidste år, efter at jeg havde læst meget rosende anmeldelser af bogen på Goodreads.

Bogen handler om pigen Rachel, der bor på Hawaii i slutningen af 1890’erne. Som seksårig bliver det konstateret, at hun er spedalsk, og hun bliver derfor fjernet fra sin familie og ender på øen Moloka’i – nærmere bestemt i spedalskhedslejren Kalaupapa. Familien har hun ikke megen kontakt med, men snart finder hun nye venner blandt de andre patienter og opdager, at livet som spedalsk ikke nødvendigvis er afkald på kærlighed, håb og drømme.

Det er en smuk fortælling om en pige, der vokser op med en sygdom, som afskærer hende fra kontakten med dem, hun elsker og holder hende fanget på en ø uden mulighed for at kunne opleve den verden, hun hungrer efter at se. Hun oplever, hvordan det er at miste, men også hvordan kærligheden kan spire frem trods sygdom og død.

Bogen bliver både rost for – og solgt på – at være en følelsesladet og dramatisk skæbnefortælling, men den del kom nu aldrig rigtig ind under huden på mig. Jeg blev ikke rørt eller på anden måde påvirket af fortællingen, selvom der var flere oplagte steder, men hvad det skyldtes, ved jeg ikke.

Til gengæld giver bogen et fint indblik i livet på Hawaii og ikke mindst i en spedalskhedslejr på den tid, og ud fra et historisk perspektiv var det ret interessant. Jeg må indrømme, at mit kendskab til Hawaii og de omkringliggende øer er ret lille, så det var en fantastisk rejse at kunne opleve stedet gennem Rachels fortælling. Selvom bogens emne er ret alvorligt, så er der skam plads til, at læseren kan betages af de smukke strande og livet på øerne i området.

Sproget i bogen er nuanceret og krydret med ord fra originalsproget, og tempoet i bogen er meget stille og roligt – ind imellem lidt for roligt til min smag.

Det er en bog om håb, kærlighed og livet i sig selv – og en påmindelse om, at selv hvis man bliver smittet med en uhelbredelig sygdom, så er der stadig meget at leve for.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *