Mørke steder

Jeg lånte for nylig denne bog på biblioteket efter at have læst en anbefaling af bogen – kan desværre ikke huske hvor – og tænkte, at nu var det på tide at snuse lidt til den populære krimigenre igen.


Bogen handler om Libby Day, der som syvårig oplevede drabet på moderen og de to ældre søstre på tæt hold. Man mente, at drabet var del i en ofring til Satan forestået af Libbys 15-årige bror, Ben, og det var da også hendes vidnesbyrd, der sendte ham bag tremmer.

Nu er der gået knapt 25 år, og siden mordene har Libby levet af de donationer, som venlige mennesker har givet hende i årene efter den tragiske hændelse. Pengene er dog ved at slippe op, og Libby er ved at blive desperat efter at få penge mellem hænderne igen, da Mordklubben pludselig kontakter hende Mordklubben er en hemmelig forening af amatørdetektiver og særlinge, som efterforsker voldsomme forbrydelser. Her er der mange, der mener, at Ben er uskyldig dømt, og selvom Libby først ikke vil høre tale om den mulighed, indleder hun alligevel et samarbejde med dem. Langsomt men sikkert pilles gazen af gamle, betændte sår og snart finder Libby og læseren ud af, at der hændelserne var langt mere nuancerede, end hvad betjentene først fandt ud af.

Kapitlerne skiftes til at beskrive nutiden – ud fra Libbys syn – og datiden – ud fra både moderens og Bens syn – og blander dermed nutid og fortid på en elegant og logisk måde, hvor vi både følger Libbys detektivarbejde samt moderens og Bens tanker og handlinger på selve drabsdagen. Det giver flere gange læseren mulighed for at være lidt foran Libby i at regne ud, hvad der er sket, og der er flere overraskelser i vente.Stemningen bygges stille og roligt op, hvor det gyser lidt, når man som læser kan følge med i, hvordan spændingen stiger, og alle personerne fortsætter mod det uundgåelige – drabet på moderen og de to piger.

Libby er ikke en særlig sympatisk hovedperson, men det gør ikke så meget – i bund og grund er hendes væremåde forståelig, og det kammer aldrig over, så du som læser når at blive træt af hende. Til gengæld er en af kvinderollerne så sær og outreret, at hun virkede utroværdig, og det er ærgerligt, da hun får en del plads i historien.

Bogen er spændende og emmer af landlig amerikansk lowlife-miljø, hvor pengene er få, og hvor du kun lige akkurat kan holde næsen over vandet. Desværre er afslutningen ret uelegant – den virker meget konstrueret og usandsynlig, hvilket skæmmer den samlede læseoplevelse. Jeg følte mig i hvert fald lidt snydt, da jeg ikke syntes, at slutningen passede godt sammen med den stemning, der var opbygget. Men ellers en fin bog, og jeg tror, jeg vil holde lidt øje med den forfatter. Der er potentiale til flere gode læseoplevelser.

2 tanker om "Mørke steder"

  1. Hej

    Her i de sidste timer af 2011, vil jeg gerne ønske dig et rigtig godt nytår. 😀
    Mange tak for den tid vi har linket i. 🙂 Håber vi kan fortsætte med det i lang tid fremover. 😀 Jeg glæder hvert fald til at se mere fra dig i 2012. 😀
    Godt nytår. 😀

    Vi ses i 2012.

    – Didde

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *