Mørke

Med alt det gråvejr, der har været de seneste uger, mente jeg, at jeg sagtens kunne snige lidt mere horror-litteratur ind i ferielæsningen, så jeg besluttede mig for at læse videre i Guillermo del Toros og Chuck Hogans vampyr/zombie-trilogi, selvom jeg ikke var så imponeret af den første bog i serien, ‘Blod’.

‘Mørke’ fortsætter, hvor ‘Blod’ slap, hvor vampyrvirussen spreder sig hurtigt i New Yorks gader. Kaos breder sig, men Eph har stadig svært ved at få sandheden frem, for myndighederne vil ikke lytte til ham. Sammen med Nora, Setrakian, Fet og Gus forsøger han at kæmpe imod den nærmest uovervindelige fjende, men kampen bliver pludselig nuanceret af, at hovedvampyren, Herren, også møder modstand blandt sine egne. Er det muligt, at denne splid kan komme menneskene til gode, eller er kampen allerede tabt?

Stilen minder meget om den første bog på godt og ondt, men nu hvor rammerne er skabt, synes jeg, at der er lidt mere fremdrift i historien i forhold til den første bog. Der er dog stadig passager, som burde være strammet lidt op, og jeg savnede lidt mere føling mht. hovedskurken, Herren. Der mangler karisma og pondus på samme måde som Darth Vader, Voldemort og lignende kendte skurke. Herren sagde mig ikke rigtig noget.

Det endte dog med – blandt andet fordi bogen faktisk indeholder et par interessante twists til slut – at jeg fandt denne bog mere interessant end forgængeren. Jeg er stadig ikke så vild med den fortolkning af vampyr-definitionen, som bogen beskriver (i mine øjne er det lige så meget zombier), men nu bliver jeg nødt til at få slutningen med.

11 tanker om "Mørke"

  1. De er en optakt til bogen. De fortæller hvad der skete med Celaena op til romanens begyndelse. Ved dog ikke, om novellerne bliver nævnt i selve romanen.

  2. Irene – jeg skal se, om ikke jeg kan nå at læse den sidste bog inden jul, så jeg får afrundet serien i år. Får ikke altid afrundet serier hurtigt, men det vil jeg være bedre til 😉

  3. Mange, mange tak! 🙂

    Ligesom dig brød jeg mig heller ikke om 'Blod' dels på grund af Herrens manglende karisma og beskrivelsen af vampyrerne generelt, så jeg ved ikke, om jeg nogensinde vil læse resten af bøgerne i serien. Men det kunne godt være, nu hvor du skriver, at efterfølgeren er bedre. 😉

  4. Andra – jeg har hørt lidt blandet om 2'eren – også fra flere som holdt mere af den første bog – men jeg synes som sagt, at den bliver mere interessant i slutningen af bog to. I hvert fald nok til at jeg lige må have afslutningen med 😉

  5. Ideen kunne jeg faktisk godt lide, men jeg synes udformningen var for filmisk.
    Alle de der krydsklip over til mere eller mindre relevante personer var ved at drive mig til vanvid – især i “Blod”.
    Da jeg så senere fandt ud af at Del Toro er filmproducer gav det væsentligt mere mening at bogen var bygget op som den var. 🙂

  6. Anika – det er en god iagttagelse.

    Jeg havde set flere af hans film, inden jeg læste den første bog, så jeg tænkte ikke så meget over det filmiske udtryk, da jeg mere eller mindre forventede det.

  7. Det er nok fordi jeg ud over Eybyes serie overhovedet ikke har været del af vampyrbølgen.

    Jeg har indtrykket af at mange af de bøger med tydelig bagtanke om filmatisering. Eller tager jeg fejl? 🙂

    Jeg synes som sagt at ideen her er ret god og ikke særlig brugt, men det føltes også lidt som en ørkenvandring at komme igennem dem.

  8. Anika – jeg har nærmere indtryk af, at mange af de nye vampyrbøger (der er heftigt indsyltet i paranormal romance) i højere grad har haft let indtjening som bagtanke 😉

    Der er i hvert fald en del, der bygger over samme model med ung og usikker pige, der måske/måske ikke har superkræfter, og som har to – meget forskellige – bejlere. Den genre kan man dog ikke beskylde 'Mørke' for at tilhøre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *