Mørkeræd

På bogudsalget tidligere på året købte jeg blandt andet denne bog, og selvom den var rasende billig, så var jeg tæt på ikke at bruge penge på den, for jeg havde ikke de store forventninger til den. Heldigvis endte den med at komme med hjem, for den viste sig at rumme meget mere, end jeg troede.

Bogen handler om den 32-årige David, som er mørkeræd. Han er ikke bare bange for mørke – han er dødsensangst og finder på alle mulige krumspring for at undgå at sove, når natten falder på. Han har ret usunde vaner såsom for lidt søvn og forkert kost, og det slider på ham både fysisk og mentalt. Derfor beslutter han sig for at konfrontere sig selv med angsten, og som en del af terapien lejer han sig ind i en øde beliggende hytte i Nordsverige. Her er gode muligheder for at se frygten i øjnene… lidt for gode muligheder viser det sig….

Denne bog bestod den ultimative gysertest – nemlig delvist at blive læst i blændende solskinsvejr og alligevel være så uhyggelig, at jeg gyste flere gange. Den har en rigtig god balance, hvor du hele tiden er i tvivl om, hvorvidt det bare er indbildninger og dermed Davids paranoia, der driver gæk med ham, eller om der vitterlig er noget udenfor hytten, som vil ham ondt. Der overlades en del til læserens fantasi, og det passer mig rigtig godt, for det gør det langt mere uhyggeligt.

Fortællingen benytter flere tidsspring, så du stille og roligt hører mere og mere om Davids barndom og langsomt forstår, hvad der ligger til grund for hans frygt. Det bliver fortalt på elegant vis, hvor du som læser føler, at du fjerner lag på lag af tynde silketørklæder for at se mere og mere af frygtens arne. Da bogen kun er på 200 sider, når du aldrig at blive utålmodig og føle, at det bliver trukket i langdrag, men du bliver mere og mere nysgerrig.

Jeg fattede hurtigt sympati for den ensomme David, som bruger meget tid på at tale med sin kat, Trix, og som ellers mest opsøger andre mennesker for ikke at være alene med mørket. Især scenerne med Trix rørte mig, fordi det var så tydeligt, at han var stærkt knyttet til kæledyret, og det var på én gang rørende og meget menneskeligt. Jeg ved ikke, hvor bevidst forfatteren har været omkring dette, men for mit vedkommende var det med til at skabe en følelse af, at der var noget på spil – at det ikke bare var en tilfældig person men et levende menneske, der var hovedperson i bogen.

Jeg er ret fascineret af, hvordan en så enkel historie i så stilfærdige omgivelser i sidste ende kan virke så troværdig og uhyggelig på samme tid. Det er forhåbentlig ikke sidste gang, at jeg læser noget fra den forfatters hånd.

Bogen kan varmt anbefales, hvis du er til gysere. Du bør dog ikke medbringe den, hvis du har planer om at tilbringe en uge alene i en hytte langt ude i en svensk skov.

2 tanker om "Mørkeræd"

  1. Her er jeg også enig med dig. 🙂 Jeg synes det var en fremragende thriller, og jeg er især fascineret af folk der kan skrive en spændende historie uden aktive modspillere.
    Eller … hans vrangforestillinger er jo virkelige nok, men alligevel.
    Den var uhyre spændende.

    Han bliver dog overgået af Stephen King, som i “Geralds farlige leg” næppe har nogle medspillere ud over hovedpersonen og alligevel kan skabe en hel historie.

  2. Anika – det er så dejligt at blive positivt overrasket, og især i denne boggenre, for der skal altså noget til at påvirke mig. Det skyldes måske, at jeg har læst en del horror gennem tiden, men det er nu fedt at kunne mærke de små hår rejse sig på armene 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *