Når mørket kommer krybende

SPONSORERET INDLÆG

Jeg fik tilsendt dette anmelder-eksemplar for et stykke tid siden. Det er den lille novellesamling ‘Når mørket kommer krybende’ fra forlaget Enter Darkness, og bogen består af fem noveller af danske forfattere. Fokus af på den dystre fortælling, og her er novellerne ret forskellige fra hinanden. Helt overordnet set lægger de sig tæt op af hverdagen og det er derfor i højere grad den uhyggelige krybende stemning, der er lagt vægt på frem for dramatiske og voldelige scener.

Læseoplevelsen svingede en del. Den første novelle, der handler om en mand, der skal rydde barndomshjemmet efter faderens død, sagde mig desværre ikke særlig meget. Den næste novelle handlede om en pige, der slet ikke får det liv, hun drømmer om og ender med en fødselsdepression, mens den tredje novelle foregår i et hus, som en familie netop er flyttet ind i, og hvor alt tilsyneladende ikke er, som det bør være. Begge historier var sådan set udmærkede, men de mindede desværre alt for meget om andre horrorhistorier, jeg har læst, og de var generelt alt for forudsigelige. Det samme kan siges om den fjerde novelle, hvor en kvinde passer tantens hus, mens hun er på ferie. Her er historien igen lidt for forudsigelig til min smag. Det kan man til gengæld ikke sige om den sidste novelle som samtidig også var samlingens bedste i mine øjne. Den skiller sig også ud ved at være langt mere dramatisk end de foregående, og den har nogle overraskende – og lettere ubehagelige – scener.

Samlet set var der ikke så meget kød på novellesamlingen. Der var ingen af historierne, der faldt igennem, men flere af dem var lidt for traditionelle og lette at gennemskue til min smag. Den sidste novelle trak dog op i den samlede oplevelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *