Neuromancer

Du kan ikke læse sci-fi uden på et tidspunkt at støde på ‘Neuromancer’ af William Gibson. Dette er en af nyere tids sci-fi-klassikere, og den var med til at skabe genren cyberpunk, som er en dyster sci-fi-genre domineret af computere, hackere og kunstig intelligens. Jeg læste et uddrag af bogen i gymnasiet, men har – af ukendte årsager – aldrig fået læst bogen, selvom jeg gerne ville. Så er det godt, jeg har sci-fi-tema denne måned, så jeg kan bruge det som anledning til endelig at få læst den!

I bogen følger man den unge fyr, Case, som er hacker – og tilmed en af de bedste. Eller rettere, det var han, for nu har han mistet evnen til at koble på Nettet – blot fordi han prøvede at snyde sin tidligere arbejdsgiver for en god sum penge. Den slags har det med at hævne sig… men Case får en ny chance, da han bliver tilbudt et nyt hackerjob. Hans nye arbejdsgiver vil give ham muligheden for at komme på Nettet igen, og til gengæld skal Case infiltrere datasystemet hos en stor virksomhed.

Case får mulighed for at arbejde sammen med Molly – en pige, der har fået indopereret knivskarpe barberblade i neglene og som man ikke skal prøve at løbe om hjørner med – og Wintermute, der er en kunstig intelligens. De tre arbejder sammen på opgaven, mens de samtidig forsøger at gennemskue, hvem de egentlig arbejder for. Hvad er det, der foregår bag linjerne? Og hvor går grænserne mellem den virkelige verden og den digitale – er der overhovedet nogen?

Den fremtidsverden, som forfatteren har skabt, er mørk, dyster og deprimerende, og selvom den netop er et bud på fremtiden, så har den også et snert af 80’er-/90’er-nostalgi over sig. 80’erne fordi der på en eller anden måde er lidt No Future-stemning over den, 90’erne fordi den får mig til at tænke på filmen The Matrix, som kom i 1999. Det var faktisk en af de ting, der overraskede mig, da jeg næste ‘Neuromancer’ – hvor meget The Matrix er inspireret af den verden. Men verdenen er også interessant, eftersom forfatteren formåede allerede på det tidspunkt – den blev udgivet i 1984 – at beskrive en verden, hvor mennesket bliver mere og mere digital og mindre og mindre fysisk – noget som man godt kan hælde til, at verden er i dag, hvor mange bruger uanede mængder tid på sociale medier (… herunder blogs :-)).

Dette er en bog, der gjorde mig både forpustet, betaget og forvirret på samme tid. Det er en actionmættet historie, der ind imellem bliver så abstrakt, at min ellers så livlige fantasi havde lidt svært ved at følge med. Scenerne, der foregår i cyberspace bliver – alt andet lige – ret syrede og abstrakte. Det gælder om at holde tungen lige i munden, for der skiftes konstant mellem virkelighed, cyberspace samt sim-stim, hvor en person kan følge med i, hvad en anden person foretager sig ved at modtage stimuli fra en anden person (noget i stil med tankeoverførsel bare mere konkret/virkeligt). Det er med til at skabe en hæsblæsende og stressende stemning, som passer glimrende til bogen – men som også er noget udfordrende for læseren. Af samme grund havde jeg ind imellem følelsen af at gå glip af noget – at måske at have overset et eller andet i den konstante skiften mellem scener – og derfor har jeg også lovet mig selv, at jeg helt sikkert skal genlæse bogen på et tidspunkt for at se, om jeg kan komme endnu dybere ind i historien.

Overordnet set var det en interessant læseoplevelse. Jeg var ikke helt så blown away som jeg havde håbet, men det er en af den slags bøger, der får mig til at gruble bagefter og som jeg mener hører til blandt de bøger, man bør læse (eller bør læse uddrag af).

3 tanker om "Neuromancer"

  1. Åh, hvor fantastisk, at du lige nåede at få denne med i din Sci-Fi måned! Jeg har så længe gerne ville læse en anmeldelse af den fra én hvis smag jeg stolede på, og nu ved jeg jo, at du og jeg er ret enige om mange bogrelaterede ting 😉

    Jeg forsøgte mig for første gang med Neuromancer under Dewey Read-a-thon'en sidste år, men som du netop skriver, så var kombinationen af 12. times læsning og den meget hæsblæsende og vildt syrede fortælling slet ikke noget min hjerne kunne kapere på tidspunktet! Jeg har dog anskaffet mig bogen på lydbog, og håber på, at jeg snart kan give den en chance til.

    Tak for fin, fin anmeldelse! 🙂

  2. Mange tak 🙂
    Jeg ser frem til at genlæse den på et tidspunkt og forhåbentlig opdage endnu flere detaljer i historien. Det er en tekst, som man bør 'gå på opdagelse i'.

  3. Pingback: Deathless | Den Lille Bogblog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *