Northanger Abbey

Da jeg researchede på hvilke humoristiske bøger, jeg skulle læse denne måned, faldt jeg over denne klassiker på netlydbog.dk. Jeg blev lidt overrasket over at finde bogen i kategorien for humoristiske bøger, for det var ærlig talt ikke mit indtryk, at bogen hørte til her, men jeg blev alligevel nysgerrig nok til at låne den. Jeg mangler i forvejen at læse en del af Austens bøger, så det var en kærkommen lejlighed til at gøre noget ved sagen.

‘Northanger Abbey’ er skrevet af Jane Austen og handler om den 17-årige Catherine Morland, der bliver inviteret til byen Bath af naboerne. Her oplever hun for første gang middelklassens selskabsliv og begynder at omgås søskendeparret Henry og Eleanor. Hun inviteres med til familiens hjem, Northanger Abbey, og det bliver en oplevelse ud over det sædvanlige for Catherine, for hun har nemlig en særdeles sprudlende fantasi. Kombineret med hendes forkærlighed for gotiske romaner bliver det efterhånden svært for hende at adskille virkeligheden fra bøgernes verden.

Da jeg havde hørt bogen til ende, sad jeg og grublede over, hvorfor den i første omgang var kategoriseret under humoristiske bøger. Jeg syntes, den var hyggelig, men morsom? Ikke just. Det var først, da jeg bagefter læste et par tekster om baggrunden for bogen, at jeg forstod sammenhængen.

Bogen er skrevet som en satire over fascinationen af den gotiske litteratur, som var meget moderne i starten af 1800-tallet, hvor ‘Northanger Abbey’ blev skrevet. Her kombineres hovedpersonen, der ikke kan skelne virkelighed og fantasi, med den alvidende forfatter, som kommenterer på handlingen. Hm. Jo, jeg lagde godt mærke til Catherines livlige fantasi, men jeg opfattede det egentlig ikke som en satire. Måske fordi historien først og fremmest var så hyggeligt fortalt?

Catherine er en sød og elskelig hovedperson, og et eller andet sted opfatter jeg historien som en form for feel-good-fortælling (correct me if I’m wrong). Det er en sød og tilforladelig fortælling, som jeg nød, da jeg hørte den, men som også gled ud mellem mine hænder og forsvandt fra mit sind, så snart bogen var slut. Af en eller anden grund blev jeg aldrig rigtig knyttet til fortællingen, og det kan selvfølgelig være en af grundene til, at jeg ikke fandt den synderlig humoristisk, for den gjorde ikke rigtig indtryk på mig.

Der kan selvfølgelig blot være tale om smag og behag, men det kan også være fordi, at jeg hørte den som lydbog. Jeg overvejer i hvert fald at genlæse historien på et tidspunkt – i bogform – så jeg kan teste, om mit førsteindtryk holder, eller om bogen vil fænge mere i den trykte udgave.

Men grundlæggende en hyggelig læseoplevelse.

6 tanker om "Northanger Abbey"

  1. Åh, jeg elsker den bog, og jeg synes virkelig, at den netop er morsom! Catherines fantasi er så herlig og overdrevet, og det elsker jeg. Plus, det er virkelig sådan en pageturner fra ende til anden!

  2. Det er bestemt en samfundskritisk roman, men ligefrem humoristisk tror jeg heller ikke, at jeg ville kategorisere den som. Jeg synes, det er en fantastisk roman, fordi den virkelig er indbegrebet af Austens ironi, med små fortællerkommentarer, der er markante i både begyndelsen og slutningen af romanen. 🙂

  3. Jeg elsker din Austen-dedikation 🙂
    Jeg havde desværre ikke samme oplevelse af bogen. En uge efter, at jeg havde læst bogen, lånte jeg den som e-bog og læste de første kapitler igen, men heller ikke denne gang fik den mig til at grine/klukke.

  4. Ja, det er jo lidt af en balancegang, når man taler om humor. Der er ret stor forskel på, hvad folk synes er sjovt. Personligt kan jeg godt lidt den tørre og syrede engelske humor i stil med Monty Python, men kan ikke fordrage den platte amerikanske drengerøvshumor i stil med 'Hangover'-filmene. Northanger Abbey har egentlig potentialet til at more mig, men af en eller anden grund lykkes det ikke.

  5. Jeg hører hjemme i gruppen, som finder den virkelig morsom. Ikke på grine-højt-måden, men det er heller ikke en form for humor, der siger mig ret meget. Mere sådan en stille trækken på smilebåndet, fordi det er en ret vellykket satire af de samtidige gothic horror-romaner. Men selvfølgelig er det også en feel-good-roman – en af de få, jeg er nødt til at genlæse en gang imellem.

  6. Jeg ærgrer mig over, at den ikke fængede, for jeg kender flere, der holder meget af Austens værker. Jeg har dog stadig til gode at læse en bog af hende, som for alvor fængsler mig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *