November var…

stearinlys14 læste bøger
Jeg fik ikke læst nær så mange bøger, som jeg havde håbet på, hvilket først og fremmest skyldtes, at jeg havde gang i flere moppedrenge såsom ‘Wizard and Glass’ (på 840 sider – skrevet med lille font). Jeg får derfor ekstra travlt med at læse i december, da jeg stadig har en ambitiøs plan om at nå op på 200 læste bøger i år (og jeg mangler pt. 21 – godt der er en uges juleferie :)).

Bedste oplevelse var ‘Illuminae’ – selvom jeg havde hørt godt om bogen og håbede på, at den var god, så var det stadig en virkelig positiv overraskelse. Jeg satser på at købe efterfølgeren, ‘Gemini’, i december eller januar.

2 nye bøger og én gammel
Øhm.. hovsa? Jeg havde ikke planer om at købe bøger i denne måned, men så skete der det, du sikkert også har oplevet. Man keder sig en aften og kommer til at surfe på boghandlerens hjemmeside… Ja, jeg endte i hvert fald med at klikke lidt rundt på Bookdepositorys tilbudsside i sen aften og opdagede, at de havde ‘Dreamsongs Vol 2’ og ‘Lock in’ på tilbud. De to bøger kostede tilsammen omkring 85 kr, og det var jo svært at stå imod… Jeg har desuden købt en brugt bog. Reelt set gjorde jeg faktisk det i sidste måned, men da den blev sendt fra USA, så ankom den først i denne måned. Den brugte bog har en særlig plads i mit hjerte, så den skriver jeg nok et blogindlæg om i løbet af december.

Planlægning af bogudfordringer for 2017
Jeg er tidligt ude med planlægningen af næste års bogudfordringer og har fundet frem til nogle, som jeg glæder mig meget til. Du må dog vente lidt med at høre mere om dem, da jeg først præsenterer dem omkring årsskiftet.

Der, hvor jeg tyvstartede på julelæsningen
Undskyld. Jeg kunne simpelthen ikke nære mig, da jeg havde fri i dagene op til første advent. Jeg fik sådan en lyst til at høre en hyggelig julehistorie, mens jeg pyntede op til jul (for det gør jeg typisk op til første advent eller 1. december – hvad der nu kommer først). Jeg er en lille julenisse, så de kommende uger er ren (jule-)fryd!

 

I december skal jeg:

  • Jule en hel masse! Det bliver godt nok den tammeste måned mht. julefrokoster og lignende nogensinde, da vores vennekreds er ret børneramt, men så juler jeg da bare sammen med gemalen og de af vores venner, der har tid! En julenisse (som mig) helmer ikke!
  • Nyde en juleferie, der primært vil være centreret om læsning, se film, spille computerspil samt træne. Det er sådan set mit program for juleferien hvert år, og jeg elsker det! Hvis vi nu skulle være så heldige, at der også er sne og frostvejr, så håber jeg på at lokke nevøerne med på kælkebakken…

2 tanker om "November var…"

  1. Ej, har jeg nu stjålet din titel på dine måneds indlæg! Var altså så sikker på, at jeg selv havde fundet på det. Nå, jeg må gå i tænke boks og finde på noget andet til december. Sjovt som man bliver påvirket uden at tænke over det.

    Jeg glæder mig til at se hvilke læseudfordringer du har fundet på 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *