Obsidio


Forventninger:
’Obsidio’ af Amie Kaufman og Jay Kristoff er tredje og sidste bog i trilogien. Jeg elskede ’Illuminae’ og endte også med at holde meget af ’Gemina’, så jeg havde som udgangspunkt ret høje forventninger til ’Obsidio’. Jeg frygtede dog også, at tredje bog ville minde for meget om de to første og ikke få ’sin egen stemme’, så det var med en vis bæven, at jeg gik i gang med at læse den.

Resumé:
Jeg skriver af princip ikke resumé af fortsættelsen i en serie for at undgå at afsløre for meget af de tidligere bøgers handling.

Det bedste:
Det er uden tvivl en fed verden, forfatterne har opbygget, og den kreative måde, hvor historien fortælles gennem samtaler, chat-uddrag, overvågningskameraer, rapporter osv. er genial, da det giver flere lag til historien. Den grafiske opsætning er også fantastisk – men dog ikke lige så interessant og innovativ som i de foregående. Mest nuancerede og tankevækkende personlighed i denne bog er i øvrigt en AI.

Det værste:
Mine bange anelser viste sig at holde stik – ’Obisidio’ er simpelthen for meget rip-off i forhold til de foregående bøger. Man følger igen et kærestepar (denne gang dog ekskærester), og det er fortsat en kamp mod tiden, om de rumrejsende kan overleve. Der er alt for meget, man har set før, og det var ret frustrerende. Slutningen af bogen var hæsblæsende – og trak i første omgang op i den samlede læseoplevelse – men desværre var forfatterne ikke særlig modige i deres valg, og slutningen endte derfor med at blive en lidt for brat og vag afrunding på en på mange måder fantastisk serie.

Kan anbefales til:
Hvis du elskede de to første bøger og gerne vil have nøjagtig det samme, så kan du med fordel læse ’Obsidio’. Hvis du derimod synes, at der godt må være lidt kant og noget på spil, og at du allerede under læsningen af ’Gemina’ gerne så, at der var større forskel på bøgerne, så vil jeg anbefale dig at nøjes med at læse de to første bøger i serien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *