Odins labyrint

De seneste måneder er jeg stødt på flere begejstrede udtalelser om denne bog, så til sidst kunne jeg ikke styre min nysgerrighed og reserverede den på biblioteket.

‘Odins labyrint’ er skrevet af Mads Peder Nordbo og handler om den unge Mathias, der studerer sproghistorie og runer. Han inviteres til London af den meget gamle og småmystiske Whitmore for at undersøge en række detaljer ved runernes historie. Mathias tror først, at Whitmore kender til hans interesse for runer via de opgaver, som Mathias tidligere har skrevet om emnet, men det viser sig snart, at Whitmore også har andre grunde til at interessere sig for Mathias. Snart er Mathias dybt begravet i udforskningen af runernes oprindelse, og han begynder at forstå, at han ligger inde med viden, der kan ændre på den vestlige verdens opfattelse af kristendommen.

Der er flere, der har sammenlignet denne bog med Dan Browns ‘Da Vinci mysteriet’, men den sammenligning er jeg ikke helt enig i af flere grunde. Der er godt nok visse lighedstræk mht. religiøse konspirationsteorier og en vis interesse for at bevare en række hemmeligheder, men ‘Odins labyrint’ er slet ikke lige så højdramatisk, ligesom forfatteren (heldigvis) heller ikke forfalder til den irriterende vane med at lave konstante cliffhangers, som Dan Brown i den grad misbruger.

Det er rigtig interessant at læse en historie, der i den grad fordyber sig i runerne og den nordiske mytologis oprindelse, men det bliver ind imellem også ret nørdet, så det skal du være forberedt på, hvis du ønsker at læse den. Jeg kan godt lide, når skønlitteratur trækker på historisk data, men der må heller ikke gå for meget fodnoter i det, og her formår forfatteren langt hen ad vejen at holde det på et acceptabelt niveau.

Jeg er til gengæld ærgerlig over, at der både skal være en masse mystik om runerne OG om Mathias’ familieforhold. Jeg synes desværre, at de to forløb ender med at overskygge hinanden, så jeg ikke får fuldt udbytte af hverken den ene eller den anden. Så havde jeg hellere set, at forfatteren enten undlod hele fortællingen om Mathias’ herkomst, eller at denne del var den bærende, og at runefortællingen i højere grad blot var en undskyldning for at fortælle om familieforholdene.

Derudover er Whitmores insisteren på at dele videndelingen med Mathias op i bitte små bidder ret irriterende. Måske skyldes det, at jeg har spillet en del bordrollespil, hvor historierne ind imellem har været opbygget omkring én rød tråd, som spillerne partout skal følge, og hvor man som deltager føler, at man ikke har nogen indflydelse på historien. Whitmores opførsel giver følelsen af, at ‘nu skal jeg som læser lige holdes lidt hen, så spændingen kan forblive høj’, og det virker både ulogisk og utroværdigt. Det er en ret usædvanlig og meget mærkelig adfærd, som gør, at jeg opfatter Whitmore som en meget konstrueret person.

Der er ellers en del interessante personer med historien – personer, som har nuancer og ikke nødvendigvis er sort/hvide-karakterer. Det er rart – og i øvrigt endnu en ting, som adskiller bogen fra Dan Browns bøger. 

Der er lidt for meget (rodet) skattejagt over det, og jeg savner som sagt en mere enkel og troværdig opbygning. Men der er potentiale i materialet, så jeg er spændt på at se, hvad forfatteren kan finde på at skrive om næste gang.

2 tanker om "Odins labyrint"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *