Odinsbarn

Da ‘Odinsbarn’ af Siri Pettersen udkom for nogle år siden, flød bogbloggerverdenen over i positive anmeldelser, så den røg hurtig på min liste over bøger, jeg gerne vil læse. Der gik dog et godt stykke tid inden, at jeg fik gjort noget ved det, men da jeg endelig fik den i julegave sidste år, var der ikke flere undskyldninger – nu skulle den læses!

‘Odinsbarn’ handler om den 15-årige Hirka, som ikke er som de andre. Da hun opdager, at hun er odinsbarn og det er grunden til, at hun ikke har en hale som de andre, bliver hun bange. Som odinsbarn er man ikke bare et udskud i de andres øjne – man er decideret farlig for samfundet, og hun frygter derfor for sit liv. Men tiden for Ritualet nærmer sig, og her vil det blive afsløret, at hun ikke har evnen at favne, så hun prøver desperat at finde en måde til at klare sig igennem prøven uden at afsløre det.

Bogen emmer af stemning. Forfatteren opbygger på ingen tid en historie, som tydeligt er præget af nordisk mytologi, uden at hun dog nævner det direkte. Universet er dog lidt kryptisk – jeg følte i hvert fald lidt, at jeg famlede rundt i blinde i starten, da jeg ikke helt kunne finde hoved og hale (undskyld) i verdenen. Men stille og roligt begyndte det at tage form, og jeg endte med at blive ret fascineret af universet.

Historien er på mange måder klassisk, da den handler om at være anderledes og ikke passe ind. Her er der dog meget mere på spil, for Hirka er prisgivet, hvis de andre opdager, hvad hun er. Derfor er hendes kamp for at finde ud af, om det er muligt at klare sig hæderligt igennem Ritualet ganske interessant. Hun søger hjælp hos vennen Rime, og de udgør et godt og lidt utraditionelt makkerpar. Jeg var dog ikke så vild med den spirende romance, for det virker alt for forudsigeligt og stereotypt, men det kan jo være, at det tager en uventet drejning.

Jeg var ret fascineret af bogens første halvdel, men derefter syntes jeg desværre, at historien tabte pusten. Jeg er ikke helt sikker på, hvad det var, der gjorde det – måske den langsomme fremdrift eller måske små ændringer i skrivestilen, så den blev knapt så stemningsfyldt. Under alle omstændigheder var det ikke en bog, der blæste mig fuldstændig omkuld, og det ærgrer mig selvfølgelig – men det var heller ikke en dårlig bog.

Jeg regner bestemt med at læse videre i serien senere i år, og så krydser jeg fingre for, at det bliver endnu bedre.

2 tanker om "Odinsbarn"

    • Jeg mindes også at have læst, at en del synes bedst om 2’eren, så den ser jeg frem til at læse 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *