Oktober bød på…

Et gensyn med biblioteket
Jeg nåede endelig på biblioteket igen i oktober måned. Jeg har nemlig en del horrorbøger på min biblioteks-huskeliste, og da det er mit læsetema resten af året, så var det jo oplagt at kigge forbi et af mine yndlingssteder. Eneste problem er, at jeg jo har lyst til at låne stort set alle bøger på biblioteket, så jeg plejer som regel at bestille en håndfuld, som jeg så kan afhente. Ikke noget med at vove mig ind imellem reolerne… så ved jeg godt, at det går galt…

20 læste bøger
Jeg læste ret mange bøger i oktober måned. Det skyldes dog først og fremmest tre faktorer – read-a-thon, flere tegneserier og flere korte lydbøger. Med de 20 bøger nåede jeg også op på mit Goodreads-mål om at læse 150 bøger i år. Jeg overvejede kort, om jeg skulle forhøje det til 200, men det har jeg fravalgt. Så må det bare blive en overraskelse, hvad jeg når i de to sidste måneder.

Månedens to-read-bog
Jeg fik læst ‘Croak’ i denne måned, og det var desværre ikke en lige så spændende læseoplevelse, som jeg havde håbet. Jeg havde forventet en mere humoristisk fortælling ud fra omtalen, og selvom bogen sådan set var udmærket, så var den ikke specielt nyskabende eller fængende.

11 horror-bøger

Kvartals-læsetemaet startede med et brag, for jeg nåede at læse hele 11 horror-bøger! Det skyldes især read-a-thon-eventen, hvor mit læsetema traditionen tro var horror/gys, men ja – alt i alt en fremragende start. Det blev til ‘Haunted Castles’, ‘De utilpassede’, ‘Det ender ikke godt’, ‘Frygt-filerne’, ‘Croak’, ‘The Walking Dead 9’, ‘Locke & Key 2’, ‘Darling Jim’, ‘Dødens mange facetter’, ‘Forvandlingen’ og ‘Tunnelmanden’.

Nul bogkøb
Jeg shoppede ikke bøger i denne måned. Jeg pønser på at bestille en pæn stabel bøger i starten af december, så pt. forhandler jeg lidt med mig selv om, hvad det skal være.

I november vil jeg:

  • skrive ønskeseddel til jul. Der kommer selvfølgelig bøger på listen. Og nogle gode cremer. Og lidt parfume. Og et computerspil eller to. Hm… måske også lidt køkkengrej…
  • læse endnu flere biblioteksbøger. Nu hvor jeg alligevel skal forbi for at aflevere de lånte bøger, så kan jeg jo lige så godt låne lidt flere…
  • glæde mig vildt meget til jul. Elsker december og al juleriet og selvfølgelig også juleferien, hvor der skal hygges for fuld skrue.

2 tanker om "Oktober bød på…"

  1. Wow, 150 bøger, det er godt nok flot 🙂 Jeg forstår godt, du ikke har sat målet op til 200, så ville jeg i hvert fald få sved på panden her de sidste måneder. Kan man følge dig på Goodreads?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *