Over mit lig

Det er ikke så tit, jeg hører krimi-lydbøger, men da jeg skimmede min huskeliste igennem hos Ereolen, faldt jeg over ‘Over mit lig’ af Mikkel Birkegaard, så den kastede jeg mig over i sidste uge.

I ‘Over mit lig’ følger man den succesfulde forfatter, Frank Føns. Han er blandt andet kendt for at aflive sine hovedpersoner på grusom vis, men det bliver snart et problem for ham. Pludselig dukker der et kvindelig op i en havn tæt på, hvor han bor, og drabsmetoden minder uhyggeligt meget om den metode, han har beskrevet i sin seneste bog, der er lige på trapperne til at blive udgivet. Det risler koldt ned af nakken på Frank. Er det et sammentræf, eller er der nogen, der har sneget sig til at læse bogen og er blevet inspireret? Da der senere findes endnu et lig, hvor mordmetoden ser meget bekendt ud, indser Frank, at han selv kan være i overhængende fare.

Denne bog startede rigtig lovende. Jeg blev hurtigt fanget af fortællingen om den succesrige og lidt selvfede forfatter, som pludselig bliver rodet ind i en mordsag, hvor han bliver mere og mere bekymret for, om mistanken vil rette sig mod ham – og om morderen i virkeligheden er ude på at dræbe Frank i sidste ende. Umiddelbart virker Frank sympatisk, men i løbet af bogen afsløres der flere og flere detaljer om hans liv, der gør, at man som læser kommer i tvivl. Har Frank faktisk noget med mordene at gøre? Hvem er han egentlig som person? Hans liv begynder at krakelere, og han bliver mere og mere alene, for som læser overvejede jeg også, om jeg kunne holde af/med ham.

Opbygningen var ganske spændende, men historien tabte pusten undervejs. Der var et eller andet, der ikke rigtig fungerede, men det er svært at sige præcis hvad. Jeg tror, det mest af skyldtes, at jeg havde svært ved at tro på historien. Der var for meget, som skurede i ørerne på mig, og det ærgrede mig, for nu var opbygningen ellers så interessant. Jeg havde det også ret blandet med slutningen, som virker deler vandene. Den er stilmæssigt noget anderledes end resten af bogen, hvilket gjorde, at jeg havde lidt svært ved at leve mig ind i den del. Slutningen er samtidig også ret brutal, hvilket har faldet mange for brystet – den er IKKE for folk med sarte nerver. Selv jeg, der har læst en del af Chris Carter, måtte synke et par gange, fordi det var nogle ret voldsomme scener. Men det var nu mere det drastiske stilskifte, jeg havde det sværest med.

‘Over mit lig’ bygger på et interessant præmis, men jeg syntes desværre ikke, den var så veludført, som jeg havde håbet på.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *