Skarpe genstande

Jeg må desværre indrømme, at jeg ikke var lige så begejstret for ‘Gone Girl’ som flertallet, men det afholder mig ikke fra at læse flere af forfatterens bøger.

‘Skarpe genstande’ er skrevet af Gillian Flynn og handler om journalisten Camille, der får til opgave at tage hjem til fødebyen for at dække mordet på en lille pige. Efter kort tid finder man lige af endnu en pige, og byen står pludselig med en meget grim mordsag. Camille graver i sagen, men der er tilsyneladende en del i byen, der hellere vil lukke øjnene for de forfærdelige ting og gerne ser, at Camille helt undlader at fortælle historien om de dræbte piger.

Hrm. Jeg har det altså lidt svært med krimier, hvor det er en journalist, der er hovedpersonen. Det ender tit med, at vedkommende lige pludselig er den, der agerer detektiv, og det er jeg ikke særlig vild med. Overlad det til politiet, tak. Jeg syntes dog ikke, at den del er lige så dominerende i forhold til andre krimier med journalister i hovedrollen, for denne bog handler også om mange andre ting end lige krimihistorien.

Hovedpersonen Camille har en mørk fortid. En fortid hvor hun skar i sig selv og i det hele taget led afsavn. Det er tydeligt, at forholdet til familien kunne være bedre (… hvilket er lidt af en underdrivelse), og man kan godt forstå, at hun har det svært med at komme tilbage til dette samfund, hvor hun har så mange dårlige oplevelser.

Jeg havde svært ved rigtig at leve mig ind i de forskellige personer i bogen. Camille er som hovedperson oplagt at holde af, men jeg føler ikke rigtig, at jeg kommer tæt på hende – til trods for de mange beskrivelser af hendes ar og traumatiserende oplevelser. Jeg syntes i det hele taget ikke, at hele cutter-delen fungerede særlig godt – det virkede konstrueret og påklistret.

Min største anke på personfronten er dog Camilles lillesøster. Hun er en forfærdelig gimpe, og hun var så over-the-top, at hun virkede komplet utroværdig på mig. Jeg har meget svært ved at forestille mig en 13-årig pige opføre sig sådan (konstant).

Så alt i alt en middelmådig historie. Krimidelen var rimelig banal, og jeg gættede hurtigt, hvor det bar hen imod, og hele den psykologiske del kom aldrig rigtig til at virke for mig.

Februar bød på…

14 læste bøger
Februar var en ganske fin læsemåned. Jeg læste lige så mange bøger som måneden før til trods for, at februar er årets korteste måned. Det skyldtes først og fremmest, at jeg endelig fik en mere stabil forbindelse til Ereolens mobilapp, så jeg kan høre lydbøger på mine gåture, og det har jeg virkelig udnyttet de seneste uger.

Februar bød på flere gode læseoplevelser. Skal jeg udpege den bedste, bliver det nok ‘The Hired Girl’. Den er ikke spektakulær eller synderlig innovativ, men jeg syntes, at historien fungerede rigtig godt.

Månedens to-read-liste-bog
I denne måned fik jeg endelig læst ‘Tænk på et tal’, som har stået på min to-read-liste i mange år. Den levede ikke helt op til forventningerne, men sådan kan det jo gå.

Fire historiske romaner
Ligesom i januar måned fik jeg også læst fire historiske romaner i februar måned. Det blev til ‘The Hired Girl’, ‘Brevet fra Pave Nikolaj’, ‘Belgravia’ og ‘En kvinde i Berlin’. Det betyder, at jeg reelt set nu har læst de otte historiske romaner, jeg som minimum skulle nå i løbet af januar, februar og marts, men jeg fortsætter selvfølgelig temaet i den kommende måned.

Ingen nye bøger
Jep, ingen bøger i denne måned. Holder pause mht. at købe bøger, da jeg har flere på lager, som jeg gerne vil læse først. Se mig, hvor er jeg voksen og fornuftig 😉

I marts skal jeg:

  • fejre fødselsdag. Måske falder der et par bøger af, måske ikke. Jeg holder ikke noget i år, så jeg får kun gaver fra den nærmeste familie, men man ved jo aldrig.
  • planlægge bogindkøb – en af mine yndlingsopgaver. Jeg regner med at købe en pæn stabel bøger i starten af april, så jeg har nogle friske bøger klar til forårets read-a-thon. Ooog så er læsetemaet for foråret også eventyr, hvilket også vil påvirke bogshoppingen.
  • Læse 5. bog i Dark Tower-serien. Jeg VIL nå at læse serien færdig, inden filmatiseringen kommer til sommer, så nu må jeg snart sætte slutspurten ind (serien er på syv bøger, og bøgerne er virkelig tykke).
  • Kaste mig over højtlæsningen igen. Min kære ægtefælle og jeg har ofte en højtlæsningsbog med i bilen, når vi skal køre langt (dvs. mere end en time), og da vi skal det i løbet af marts, regner med, at vi kommer længere – og forhåbentlig færdiggør – den femte bog i Artemis Fowl-serien.

Crooked Kingdom

Jeg læste ‘Six of Crows’ af Leigh Bardugo sidste år, og selvom den ikke var nær så god som ‘Grisha’-trilogien, så var den alligevel interessant nok til, at jeg ville læse efterfølgeren, ‘Crooked Kingdom’.

Der kommer ikke et resumé af handlingen, da ‘Crooked Kingdom’ foregår i umiddelbar forlængelse af den første bog, men vanen tro vil jeg kommentere på selve læseoplevelsen.

Jeg syntes desværre ikke, at historien i ‘Crooked Kingdom’ var nær så interessant og fængende som forgængeren. Selvom bogen var actionfyldt, og man fik mere at vide om hovedpersonernes fortid, så blev jeg ikke rigtig grebet af fortællingen. Jeg savnede dybde, og selvom jeg godt kunne lide, at de seks hovedpersoner var så forskellige, så betød det også, at der var grænser for, hvor meget de enkelte kunne fylde i historien. Det er på mange måder en flok tragiske skæbner, der er samlet, men selvom de alle har oplevet forfærdelige ting i fortiden, så syntes jeg desværre ikke, at det lykkedes for forfatteren at opbygge en smertefuld og intens stemning på samme måde som i ‘Grisha’-trilogien. Samtidig led bogen også – ligesom forgængeren – af samme opstilling med flere potentielle kærestepar i gruppen. Det var en af de ting, der irriterede mig ved ‘Cress’ og ‘Winter’ – at der kunne være så mange romancer i en så lille gruppe.

Selvom jeg et godt stykke af tiden var lidt frustreret over, at forfatteren ikke fik udnyttet det potentiale, som jeg synes, historien har, så hentede hun alligevel nogle points hjem for slutningen. Den passede godt ind i den verden, hun har skabt, og det gør, at jeg ikke vil afvise, at jeg kunne finde på at læse en eventuelt efterfølger. ‘Crooked Kingdom’ er anden og sidste bog i en duologi, men forfatteren har ikke afvist, at hun en dag vil skrive en treer, og sådan som bogmarkedet er, så vil jeg mene, at det er 95% sikkert, at hun gør det.

Under angreb – Våbenbrødre 2

Det er ikke så længe siden, at jeg læste første bog i ‘Våbenbrødre’-serien, ‘De uønskede’, og da det var en hyggelig læseoplevelse, kastede jeg mig hurtigt over den næste bog.

‘Under angreb’ er skrevet af John Flanagan og foregår umiddelbart efter slutningen af den første bog. Jeg vil derfor ikke komme med et resumé af handlingen her, da det vil afsløre for meget fra den første bog, men jeg vil kort opridse, hvad der var godt og knapt så godt i denne bog.

Denne bog er noget anderledes end den første bog, og det skyldes først og fremmest, at hovedpersonerne nu er på farten. Her er i den grad plads til eventyr, og det er da netop også, hvad denne bog kan byde på. Eventyr – og ganske pæn portion action.

Bogen introducerer en række nye personer, herunder også en semi-skurk (dvs. en person, der som udgangspunkt ikke er skurk men har en del negative træk). Denne semi-skurk var jeg ikke synderlig begejstret for – han virkede ret stereotyp som den besidderiske og mandschauvinistiske leder. Til gengæld er det en fornøjelse at se, hvordan Hal og de andre Hejrers samarbejde fungerer. Forfatteren lader de enkelte personer folde sig ud i denne bog, så man lærer dem bedre at hende, og var klart en af de positive træk.

Der er som sagt en del action i denne bog, og det kan jeg som regel godt lide, men jeg syntes, at den sidste del blev noget langtrukken. Den del fangede mig ganske enkelt ikke, selvom der var lyspunkter i form af interessante scener. Men kampscenerne sagde mig ikke synderlig meget i dette tilfælde.

Der er lagt op til flere spændende eventyr med Hal og hans team, og jeg har allerede lånt næste bog, så mon ikke jeg snart går i gang med den?

En kvinde i Berlin

Når jeg søger efter historiske romaner, handler en stor del af dem om 2. Verdenskrig, så den periode har jeg nærmest ikke kunnet undgå, nu hvor jeg læser under temaet ’historiske romaner’ i disse måneder. Da jeg kiggede efter lydbøger hos Ereolen.dk, faldt jeg over ’En kvinde i Berlin’, som lød interessant og skræmmende på samme tid.

Bogens forfatter er en anonym kvinde, der via sine dagbogsnoter fortæller om livet i Berlin under de sidste måneder af 2. Verdenskrig, hvor den russiske hær indtog og besatte Berlin. Hun fortæller om dagene op til, at byen falder, og hvordan hun går fra at leve et helt almindeligt liv til en hverdag, hvor flere og flere madvarer forsvinder, og hvor besættelsesmagten kigger sultent på de tyske kvinder. De russiske soldater ser kvinderne som krigsbytte, så de tyske kvinder bliver gang på gang udsat for voldtægt og andre seksuelle overgreb. Der er dog også enkelte af soldaterne, der ser kvinderne som mennesker, og forfatteren beskriver den svære balancegang mellem at appellere til soldaternes menneskelighed uden at blotte sig selv.

Når man læser denne bog, kan man godt forstå, at forfatteren ønsker at være anonym, for det er ret ubehagelige og ydmygende situationer, hun beskriver. På trods af, at hun på ingen måde svælger i detaljer, så beskrives soldaternes opførsel så nedværdigende og tragisk, at jeg fik ondt i maven af at læse om, hvordan kvinderne blev behandlet. Voldtægterne lod ikke til at bunde i hævn over fjenden men som en belønning i stil med, når soldater stjæler fra fjendens hjem. Her stjal de så også seksuel tilfredsstillelse hos kvinderne.

En af de mere kontroversielle ting ved bogen er, da den anonyme kvinde prøver at udnytte situationen til egen fordel, hvor hun forsøger at finde en højtstående russisk soldat, der vil finde behag i hende. Så kan han forhåbentlig beskytte hende mod de grupper af soldater, der overfalder kvinder i alle aldre, og så skal hun kun forholde sig til én gerningsmand. Det er en situation, som virker helt ubegribelig og absurd, når man ser det på afstand, men et eller andet sted kan jeg godt forstå hendes handlinger. Folk vil gøre virkelig forfærdelige ting for at overleve – også mod dem selv.

Bogen er et meget ubehageligt indblik i, hvad der kan ske for en civilisation, der taber en krig. Hvordan de mister selvværd og ikke længere bliver behandlet som mennesker. Det er en bog, der selv mange år efter desværre er aktuel, fordi mennesker stadig går i krig.

Da ’En kvinde i Berlin’ udkom i 1950’erne, udløste den voldsomme reaktioner fra offentligheden. Det var simpelthen for tidligt at fortælle om dette sorte kapitel i Tysklands historie, og mange mente, at det var en unødig ydmygelse af kvinderne at fortælle om hændelserne. For at overleve hændelserne blev tyskerne (og måske også resten af omverdenen) nødt til at lukke øjnene for hændelserne, og det var først efter forfatterens død i 2003, at bogen blev genoptrykt.

Belgravia

Her kommer dagens indrømmelse: Jeg har ikke set Downtown Abbey. Jeg har hørt meget godt om serien, og jeg vil da også gerne se den på et tidspunkt, men den har jeg altså ikke nået til endnu. Til gengæld læste jeg for nylig ’Belgravia’, der er skrevet af forfatteren Julian Fellowes, der også stod bag Downtown Abbey. Det er en bog, der er rift om, for jeg måtte stå på bibliotekets venteliste gennem adskillelige måneder, før jeg endelig fik fingre i den.

’Belgravia’ foregår i England i det herrens år 1815 – nærmere bestemt lige før det berømte slag ved Waterloo, hvor englænderne kæmpede mod Napoleons hær. Her er det lykkedes for købmandsfamilien Trenchard at få en invitation til ballet hos grevskabet. Det skyldes ikke mindst familiens kønne datter, Sophia, der i al hemmelighed ses med den unge greve, Peter. Alt ser godt ud for familien Trenchard, indtil en frygtelig hændelse indtræffer. Derefter står familien i en penibel knibe, som truer familiens ære men også kan være en fordel for grevinden, der ellers ikke har meget til overs for familien.

Det er lidt svært at anmelde denne bog uden at røbe for meget af handlingen, men nu forsøger jeg ikke desto mindre.

Jeg nåede ikke mange sider ind i bogen, før historien pludselig tog en skarp drejning – et twist jeg ikke lige havde forudset. Det betød, at historien tog en helt anden drejning, end jeg forventede, og det er absolut ikke en dårlig ting. Det gav mig straks blod på tanden, for det tydede på, at forfatteren havde flere overraskelser i ærmet.

Jeg havde dog lidt svært ved at holde styr på persongalleriet i starten og savnede virkelig et familietræ eller anden form for slægtsoversigt. Det gjorde det ikke lettere, at handlingen også sprang i tid flere gange. Men heldigvis kom der efterhånden styr på de enkelte personer, selvom det tog lidt tid.

Historien er i den grad præget af intriger og magtspil. Hvor jeg normalt synes, at det er interessant at læse om politiske intriger og magtspil ved hoffet i historiske romaner, så kunne jeg mærke, at intrigerne i denne bog, der i høj grad fik næring via illoyale tjenestefolk, ikke var mig. Det virkede af en eller anden grund mere ubehageligt – måske fordi jeg forventede/håbede, at der var mere loyalitet fra de ansatte. Men det er jo en smagssag.

Handlingen bliver trukket i langdrag, og det ærgrede mig, for jeg synes, at den ind imellem kom til at virke lidt tyndbenet. Det ville have klædt bogen at blive speedet lidt op, så den havde fyldt 50-100 sider mindre.

’Belgravia’ er en udmærket læseoplevelse – især hvis du er til masser af intriger og livet med grevskab og tyende i 1800-tallet. Bogen har en fantastisk start, mens resten af handlingen er mere på det jævne, men den er til gengæld stærk i den stemningsfulde beskrivelse af det engelske selskabsliv på den tid.

Tænk på et tal

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg første gang stødte på ’Tænk på et tal’ af John Verdon, men den har i hvert fald stået på min to-read-liste i mange år – også på Goodreads, hvor jeg nu gør en indsats for at få læst de bøger, der har stået på min læseliste i længst tid.

’Tænk på et tal’ er første bog i krimiserien om Dave Gurney – en pensioneret kriminalassistent, der lever på en gård sammen med sin hustru. Han kan dog ikke holde fingrene for politiarbejdet, så da en af hans tidligere studiekammerater kontakter ham, fordi vedkommende modtager nogle yderst besynderlige breve, bliver Gurney overtalt til at hjælpe ham. Brevene bliver mere truende, og Gurney må snart sande, at den mystiske brevskriver har onde hensigter.

Bogen starter med en mystisk brevudveksling, der med det samme vakte min nysgerrighed. Brevskriveren beder modtageren – dvs. Gurneys studiekammerat – om at tænke på et tal mellem 1 og 1000. Dette tal gætter brevskriveren så i et efterfølgende brev, og både Gurney og studiekammeraten er mystificerede – hvilket jeg som læser også var. Hvad var nu det for noget? Brevskriveren krydrer derefter brevene med små digte og kommentarer, hvilket pirrer yderligere til ens nysgerrighed, men derefter sker der flere ting, som desværre tager luften ud af ballonen. Mystikken glider i baggrunden, og opklaringsarbejdet bliver mere traditionelt.

Første halvdel af bogen var klart mere interessant end anden halvdel af bogen. Jeg savnede helt klart mystikken og følelsen af, at den overlegne brevskriver kørte politiet rundt i manegen (det gør personen på sin vis stadig i anden halvdel, men ikke på samme måde).

Selve opklaringen af sagen var lidt… meh. Jeg syntes, at forklaringen på brevskriverens synskhed på den ene side gav fin mening men på den anden side gav en kedelig og lidt ordinær slutning. Jeg savnede mere dramatik og ahaaa-følelse.

Samlet set er ’Tænk på et tal’ en udmærket krimi. Det er rart, at hovedpersonen for en gangs skyld ikke er en alkoholiseret midaldrende mand, der lige er blevet skilt, men faktisk en ret normal person med et helt normalt ægteskab. Der er (selvfølgelig) stadig lidt knas i familielivet, men ikke i samme grad som i mange andre krimiserier. Jeg savnede dog lidt mere dramatik og spænding i slutningen, men her er jeg muligvis farvet af at have læst en del Chris Carter-bøger, hvor der virkelig er smæk for skillingen.

Selvom ’Tænk på et tal’ var en ok læseoplevelse, så regner jeg ikke umiddelbart med at læse videre i serien.

The Hired Girl

Jeg kendte intet til denne bog, inden jeg faldt over den hos Ereolen Global. Teaserteksten gjorde mig så nysgerrig, at jeg endte med at låne den, så jeg kunne læse den på togturene til og fra arbejde.

‘The Hired Girl’ er skrevet af Laura Amy Schlitz og foregår i 1911. Her bor den 14-årige Joan sammen med sin far og ældre brødre på en lille farm. Moren døde for mange år siden, så Joan står alene med det huslige arbejde. Hun drømmer sig væk til et sted, hvor der er anerkendelse, frihed og kærlighed, og en dag lykkedes det hende at stikke af. Hun tager til storbyen for at få arbejde som tjenestepige og ender hos den jødiske familie, hvor hun præsenterer sig som den 18-årige Janet. Nu begynder et helt andet liv for hende – et liv med mange åbenbaringer, nye venskaber og frygtelige fejltagelser.

Bogen er skrevet som en dagbog – dvs. Joans dagbog, hvor hun ofte nedskriver sine oplevelser og tanker. Læseren kommer dermed tættere på hovedpersonen, fordi man oplever alt gennem hendes øjne, og det gør den ellers ret simple historie langt mere interessant.

Joan er en helt almindelig pige med helt almindelige drømme, og hun er befriende normal i sin fremtoning. Hun begår flere fejl, når hun i bedste mening blander sig i andre folks liv, og hun kan også blive frustreret og næsten barnligt vred. Hun er ikke en glatpoleret Disney-heltinde men et helt menneske, og det er helt klart en af bogens største forcer.

Historiens tempo er ret roligt – næsten for roligt til tider – men det er jo en smagssag. I mine øjne kunne den godt strammes en smule op, men jeg kedede mig dog ikke på noget tidspunkt.

Min største anke er slutningen, for den virker en smule forjaget og lidt for perfekt. Jeg kunne godt have brugt lidt mere dybde og lidt mere kant, for jeg synes desværre, at afslutningen er lidt banal (selvom jeg som udgangspunkt godt kunne lide, hvordan den sluttede).

De uønskede – Våbenbrødre 1

John Flanagan er en flittig forfatter. Han har ikke bare skrevet ‘Skyggens lærling’-serien på 14 bøger – han er pt. i gang med to serier. Den ene gik jeg i gang med sidste år, nemlig ‘Turneringen i Gorlan’, der er prequel-serie til ‘Skyggens lærling’. Den anden serie, ‘Våbenbrødre’, foregår i samme verden, men har dog intet med de to andre serier at gøre.

‘De uønskede’ er første bog i serien ‘Våbenbrødre’ og foregår i Skandia. Her skal alle drengene gennemgå våbenbrødre-træningen, når de fylder 16 år. Hal er kun halvt skandier, og hans far er tilmed død, så de andre børn kigger ofte skævt til ham. Men han er kreativ og intelligent, og det kommer ham til gode i træningen, hvor han ender på holdet med alle dem, de stærke og populære drenge ikke vil være på hold med. Ingen tror på deres chancer, men det viser sig, at Hals hold godt kan bide fra sig, og snart er dysten mellem drengene intens.

Der gik et stykke tid, før denne bog for alvor fangede mig. Jeg syntes, at rammen for fortællingen mindede alt for meget om ‘Skyggens lærling’-serien, og det irriterede mig, at hovedpersonens navn var så tæt på en af hovedpersonerne fra førnævnte serie. Det var først, da historien for alvor tog fart, at den blev sin egen og ikke blot en kopi af forfatterens anden serie.

Jeg kunne godt lide, at der var en ret jævnbyrdig kamp mellem holdene, så der var spænding om resultatet. Til gengæld blev jeg hurtigt ret træt af ’skurken’ i historien, for han virkede ret stereotyp for en ungdomsbog. Han kunne være værre, men altså.. en typisk overforkælet og arrogant rigmandssøn. Suk.

Slutningen var på den ene side et glimrende afsæt til en fortsættelse men også frustrerende, fordi jeg godt kunne se, hvor det bar hen lang tid forinden, og jeg var ikke superbegejstret for den drejning. Den giver dog et rigtig godt grundlag for flere interessante historier fremover, så jeg er ikke modstander af slutningen – af personlige årsager var jeg bare lidt ærgerlig over den.

Så alt i alt en fin start for en serie, selvom den havde en træg start. Jeg håber på at fortsætte med lydbøgerne de kommende måneder.

Der vokser et træ i Brooklyn

Jeg er efterhånden stødt på ‘Der vokser et træ i Brooklyn’ så mange gange på diverse bogblogs og bogvlogs, at nu kunne jeg ikke længere ignorere den, så for nylig lånte jeg den på biblioteket for at finde ud af, hvorfor den var så hypet.

Bogen er skrevet af Betty Smith og foregår i starten af 1900-tallet. Hovedpersonen er pigen Francie, som vokser op i et meget fattigt kvarter sammen med sine forældre og lillebror. Pengene er få, men de klarer sig lige akkurat, selvom farens alkoholmisbrug giver mange udfordringer. Der er dog stadig plads til at drømme om bedre tider, og Francie er en drømmer, for en dag må lykken da vende, og så skal alting nok blive godt…

‘Der vokser et træ i Brooklyn’ er en meget fin fortælling om de fattiges liv i Brooklyn i starten af 1900-tallet. Kreativiteten for at overleve, når pengene er små, er imponerende og respektindgydende – især når man som jeg lever i velfærdsdanmark, hvor så ekstrem fattigdom ikke længere findes. Det er tankevækkende læsning.

Francie er en gæv pige og er let at holde af, men jeg følte dog aldrig, at jeg kom rigtig tæt på hende. Der var noget distanceret ved hende, uden at jeg helt kan forklare hvorfor. Af samme grund gik der også lang tid, før jeg for alvor blev grebet af historien, selvom den ellers var ret intens i starten. Men der er et vendepunkt i fortællingen, som kommer til at betyde en hel del for familien, og her synes jeg for alvor, at historien brillerer. Her bliver den i den grad nærværende, og jeg kunne i det hele taget bedre lide sidste del af bogen, hvor Francie er vokset op og begynder at se verden med helt nye øjne. Der er noget sårbart og letgenkendeligt over det, som forfatteren viser meget smukt gennem Francies handlinger.

‘Der vokser et træ i Brooklyn’ er en udmærket læseoplevelse og et tankevækkende indblik i en tid og et samfund der kun ligger 100 år tilbage. Jeg blev desværre ikke helt så grebet af historien, som jeg havde håbet, men er dog tilfreds med oplevelsen.