Pandaemonium

I sommerferien fik jeg læst en del af bøgerne, som jeg har planlagt at læse i år – herunder også zombiebogen ‘Pandaemonium’ af danske A. Silvestri.

Historien starter lige på og hårdt. På Nørrebro fødes Ondskaben, og store sværme af fluer overfalder folk på gaden og forvandler dem til zombier. Snart er København ét stort kaos, for ingen forstår, hvad der foregår, eller hvordan de skal flygte fra fluerne. En lille gruppe overlevende samles på en skole på Midtsjælland, hvor de ikke blot skal kæmpe mod zombierne men også mod personer fra deres fortid – mennesker, der er grebet af grådighed, vrede og hævngerrighed. Det er dog ikke muligt at holde skolen i længere tid, og de overlevende må begive sig ud på en rejse for at finde et sikkert sted – og måske også løsningen på, hvordan de kan stoppe zombieangrebene én gang for alle.

Det er umuligt at læse denne bog uden at komme til at tænke på Dennis Jürgensens ‘Kadavermarch’, hvor zombieangrebene også er beskrevet i en frisk tone krydret med teenageslang og smarte bemærkninger. ‘Pandaemonium’ er dog noget mere splatteragtig, og der bliver ikke lagt fingrene imellem. Drabene bliver detaljeret beskrevet, og blod, kropsdele og materie sprøjtes ud over siderne. Denne bog er IKKE for sarte sjæle!

Persongalleriet er rimelig traditionelt – der skal både være plads til folk med funktioner (f.eks. betjent og dyrlæge), folk med ar på sjæl og krop (f.eks. forbryder og voldtægtsoffer) og folk med overnaturlige evner, ligesom der naturligvis både er unge og gamle med i gruppen. Forfatteren er ikke bleg for at luge ud i gruppen undervejs, meeen der er desværre ikke de store overraskelser med hensyn til forløbet, og så er skurkene generelt utrolig kedelige og endimensionelle.

Det er tydeligt, at bogen er inspireret af andre zombiebøger, og det gør såmænd ikke så meget, men jeg havde gerne set, at der var flere overraskelser undervejs. Forfatteren har dog valgt at fokusere på en religiøs vinkel, der sjældent bruges i zombiehistorier, men den vinkel var jeg ikke særlig begejstret for. Det kom flere gange til at virke påklistret – især når de overlevende skal gætte sig frem til, hvordan de måske kan stoppe zombiehæren – og hele slutningen bliver et orgie i filmisk action og religiøst pladder.

Bogen er ganske underholdende, men jeg synes ikke, den bidrager med så meget nyt. ‘Pandaemonium’ har på ingen måde den elegance som ‘World War Z’ har, men det er også to meget forskellige bøger, selvom de begge hører til zombiegenren. Du skal læse den, hvis du er til klassisk horror og zombiesplat, for der er action og blod i rå mængder, ligesom strømmen af one-liners bare bliver ved og ved.

2 tanker om "Pandaemonium"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *