Paradiset

Da jeg fordybede mig i skandinaviske krimier i februar sidste år, læste jeg blandt andet ‘Hedebølge’ af Liza Marklund, der handler om journalistspiren Annika Bengtzon. Bogen virkede lovende, så jeg besluttede, at jeg ville læse videre i serien på et senere tidspunkt. Det tidspunkt kom så for nogle uger siden, da jeg faldt over ‘Paradiset’ Ereolen.dk. Bogen er nr. 2 i serien om Annika Bengtzon – i hvert fald hvis man ser på, hvordan bøgerne tidsmæssigt passer sammen – så jeg besluttede mig for at høre den som lydbog.

I bogen arbejder Annika Bengtzon som kriminalreporter, men er ikke særlig tilfreds med de opgaver, hun får. Da hun på et tidspunkt får kontakt til kvinden Aida, der er på flugt, hjælper Annika hende med at søge hjælp hos Paradiset – en organisation, der hjælper mennesker med at forsvinde, så de ikke længere kan spores. Annika er i gang med at skrive en artikel om Paradiset, men hun finder snart ud af, at noget er galt. Hvem står egentlig bag organisationen? Og hvorfor giver myndighederne så mange penge til en organisation, de i bund og grund ikke kender særlig godt? Og hvordan passer den jugoslaviske mafia ind i dette?

Jeg var ikke særlig vild med denne bog, og det skyldtes i høj grad hovedpersonen, Annika. I bund og grund bryder jeg mig ikke om krimier, hvor det er journalister, der laver al opklaringsarbejdet i stedet for politiet – det er i mine øjne ikke særlig troværdigt og underminerer den respekt og tillid, politiarbejdet bør have. Men det er en helt anden sag, for det var ikke det, der fik mig til at tage kraftigt afstand til hovedpersonen. Det var tværtimod hendes meget store humørsvingninger og utrolig narcissistiske og klynkende adfærd. På et tidspunkt har hun et hysterisk anfald i bogen, og selvom jeg godt kan forstå, at hun er meget emotionel på det tidspunkt, så er hendes reaktion helt urimelig over for alle de tilstedeværende. Der er simpelthen for meget selvmedlidende navlepilleri i denne bog til, at jeg kan tage hovedpersonen alvorlig, og det ødelægger desværre resten af historien.

Historien i sig selv er ellers interessant, selvom den visse steder også virker lidt for konstrueret. Jeg køber ikke helt præmissen angående Paradiset og myndighedernes brug af organisationen – det virker lidt for belejligt, at der åbenbart er nogle embedsmænd, der har sovet SÅ meget i timen.

‘Paradiset’ var desværre ikke en særlig god læseoplevelse for mig. Den var faktisk så ringe, at jeg ikke forventer at læse flere bøger i serien.

4 tanker om "Paradiset"

  1. I dag opdagede jeg at jeg åbenbart er hoppet af dine feeds på bloglovin, da du skiftede blogsted. Jeg sad nemlig og savnede dine indlæg, så jeg glæder mig til at følge dig igen 🙂

    Jeg har alle Marklunds 10 krimier stående på hylden. Hver gang der gennem årene er udkommet en ny, har jeg af ren vane købt dem, selv om jeg ikke er krimi læser og faktisk kun har læst de første to, som jeg ikke brød mig sønderligt om, så det kan være de skal gives væk på et tidspunkt 🙂

    • Ja, det var jeg ikke opmærksom på, da jeg skiftede over til WordPress, hvilket har irriteret mig lige siden. Godt du fandt frem til det nye feed 🙂

      Hehe. Ja, så vil det være oplagt at give dem væk, så der er plads til flere af de bøger, du holder af 🙂

  2. Sjovt, men den serie har heller aldrig fænget mig. Og ja, jeg er heller ikke særlig vild med krimier hvor det er journalisten der opklarer mord. Så jeg er tilsyneladende ikke den eneste.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *