Paranoia

Nu har jeg ellers flere gange hævdet, at jeg ikke synes, at krimier egner sig særlig godt til lydbogsmediet, men jeg kunne alligevel ikke nære mig, da jeg stødte på ‘Paranoia’ af Gretelise Holm, da jeg surfede på netlydbog.dk

Bogen er den første bog i krimiserien med journalisten Karin Sommer som hovedperson. Karin Sommer har rundet de 50 år og tumler lidt med en fortid, hvor hun i en periode havde psykiske problemer. Dette bliver pludselig uhyggelig aktuelt, da hun først finder sin kat dræbt foran døren til sin lejlighed og siden flere gange oplever, at en fremmed bryder ind hos hende om natten og terroriserer hende. Langsomt begynder omverdenens sympati for hende at vende til mistro, og hun bliver indlagt til behandling. Men Karin Sommer er overbevist om, at det er en konspiration, og sammen med en ung kvindelig advokat forsøger hun at komme til bunds i sagen. Hvem er det, der forsøger at stoppe hende – og fra hvad?

Bogen skildrer intriger og problemer i en mindre provinsby, og det gør den ganske fint. Settingen er troværdig og nede på jorden, og persongalleriet virker også ret realistiske. Karin Sommer er en anderledes men god hovedperson, og jeg synes, det er forfriskende med en kvindelig hovedperson, der har rundet de halvtreds år. Hun har ben i næsen og bliver på intet tidspunkt ynkelig, hysterisk eller anden måde irriterende, selvom hun mildest talt står i problemer til halsen.

Som læser begynder du også at overveje, om Karin egentlig er begyndt at se syner, fordi alle beviser peger på, at hun selv finder på indbruddene, og bogen har en udmærket spændingskurve. Det bliver aldrig rigtig farligt – der er langt til dramatikken i Stieg Larsson og Dan Brown – men nu er bogens udgangspunkt også langt mere jordnært, så det er sådan set i orden. Jeg havde dog håbet, at der gik endnu længere tid, før jeg regnede ud, hvordan tingene hang sammen. Men afslutningen er smuk, elegant og meget oplagt. Ros til forfatteren for at turde.

Jeg har set bogen/serien omtalt som femikrimi, og skal jeg være helt ærlig, så synes jeg, at denne bog er langt bedre end de bøger, som normalt hører under denne kategori. Godt nok har hun en affære med en langt yngre mand og bliver på den måde bekræftet i sin kvindelighed, men ellers er hendes køn ikke særlig dominerende i bogen, og det kan jeg godt lide. Jeg er vitterlig ikke til kønsklicheer.

Det er en udmærket krimi, og er du til hovedpersoner, der ikke nødvendigvis er hårdtarbejdende, skilsmisseramte mandlige politiagenter på ca. 40 år, så overvej at læse denne bog. Jeg skal i hvert fald have fat i den næste bog i serien.

6 tanker om "Paranoia"

  1. Jeg er gang i et læseprojekt der omfatter en del bøger, jeg normalt ikke ville læse, så jeg er så småt begyndt at skifte stil. Jeg kan anbefale den, hvis du kunne tænkte dig et lidt andet perspektiv af Frankentein etc.

  2. Orv, den lyder ret spændende og fedt med en drejning over i det psykologiske. Jeg læser jo “alle” krimier – både skrevet af mænd, kvinder med eller uden omtalte politimænd. Synes din skildring af dem er helt skøn og jeg smiler ved tanken, for ja, der er ved gud mange bøger hvor det er en skilmisseramt halvfed 40 årig mand. Som sjovt nok alligevel score en lækker kvinde, selvom man ofte tænker hvordan det mon kan lade sig gøre med den skildring forfatteren giver af manden 🙂 Jeg sluger dog dem alle råt, fordi jeg elsker spændingen, opklaringen, blod, lig, mider og ødelæggelse. Men jeg kan godt undvære kønsklicheerne, specielt fordi jeg selv er trådt ud af det traditionelle kønsmønster. Denne må jeg have fat i – dvs købe, for jeg har jo den totalt sære fetish at jeg bare MÅ eje mine bøger selv…. 🙂 God søndag, Piskehaps

  3. Camilla – ja, det var dejligt med lidt variation. Jeg synes, forfatteren har forstået at skabe en interessant hovedperson, som rummer en række facetter, uden at enkeltdelene kommer til at dominere for meget (for eksempel at hun er kvinde, og at hun har rundet 50 år).

    Hehe, jeg kan også godt lide at eje bøger, men med den mængde jeg læser, ville der både ryge temmelig mange penge på det – og vi skulle bruge stuen til at rumme dem alle sammen 😀

    Tak og i lige måde! Har lige siddet i gyngestolen og hygget med en kogebog en halv times tid 😉

  4. Jeg hørte en af de efterfølgende bøger som Karin Sommer sidste vinter, og jeg kan også godt lide stilen og den ældre hovedperson.
    Det kunne da være, at jeg skulle prøve mere om Karin Sommer.

  5. Anette – synes også at det er en tiltalende hovedperson. Rart med kvinderolle, hvor det – i hvert fald i dette tilfælde – er det psykologiske, der er i højsædet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *