Ravnenes hvisken

ravnenes hvisken‘Ravnenes hvisken’ af Malene Sølvsten har fået rigtig god omtale, og jeg kastede mig også hurtigt over det anmeldereksemplar, som Carlsen var så venlige at sende til mig.

Bogens hovedperson – den 17-årige Anne – er vokset op hos en række plejefamilier, da hendes forældre forsvandt meget tidligt i hendes liv. Hun har lidt svært ved at omgås andre mennesker, så hun glæder sig ikke ligefrem til at starte i gymnasiet i Nordjylland. Men her ændrer alt sig, eftersom hun snart bliver venner med Luna og Matthias, og hun får også hurtigt et arbejde i den lokale bar. Det ser faktisk ganske lovende ud, men faren lurer lige om hjørnet. En morder er på spil, og Anne plages af syner om mordene på de rødhårede piger, som morderen synes at foretrække. Anne synskhed er både en velsignelse og en forbandelse, for hun har svært ved at forstå synerne, og snart finder hun ud af, at der foregår mange mystiske ting i det mørke Jylland…

En af de ting, jeg bedst kan lide ved ‘Ravnenes hvisken’, er det eldorado af overnaturlige kræfter, der folder sig undervejs. Det kan godt blive lidt for meget ind imellem (der må vel være grænser for, HVOR mange fantastiske/overnaturlige væsner, der kan være i en mindre by i Danmark), men omvendt var det også forfriskende med den danske vinkel samt det, at de overnaturlige elementer er med til at skabe en del spænding og action i løbet af bogen. Der var et par gange, hvor det var ved at kamme over, og hvor jeg syntes, at forfatteren kom lidt for let eller hurtigt over visse forklaringer, men i det store hele fungerede det fint.

Der var dog også nogle ting, der virkelig irriterede mig. For det første var der for meget fokus på skønhed. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange hovedpersonen bliver komplimenteret for sit udseende i løbet af bogen, men det er ganske enkelt for mange. Det virker, som om det er hendes største fordel, og det synes jeg ærlig talt er noget tamt her i 2016, hvor man efterhånden burde have lært, at piger ikke bør opdrages til, at deres udseende er deres vigtigste træk. Hvor havde det dog været meget sejere, hvis det i stedet var for eksempel hendes intelligens, der blev fremhævet (som hovedpersonen i ‘Feed’). Nu ville det så ikke være troværdigt, hvis Anne blev fremhævet som intelligent, for hovedpersonen lider desværre under det tidstypiske fandenivoldsk-teenagepige-der-kaster-hovedløs-ud-i-selvmordsmissioner. Dem er jeg også ved at være træt af. Det er fedt, når hovedpersonerne er modige – ikke når de slår hjernen fra og gør noget komplet idiotisk.

Der er et meget stort persongalleri i bogen, men jeg syntes, det var overraskende let at holde styr på dem – måske fordi forfatteren havde gjort en del ud af personbeskrivelserne, så de enkelte personer fremstod ret tydeligt. Det gør det også lettere for læserne at finde en eller flere, man kan holde med, og mine klare favoritter var August og Matthias. Varnar var den typiske smågnavne knudemand, som tilmed viste sig at lave Twilight-finten (har du læst bogen, kan du forhåbentlig gætte, hvad jeg hentyder til), mens Elias er den klassiske Dorian Gray-type, som man bare ved, man skal holde sig fra.

Alt i alt er ‘Ravnenes hvisken’ er lovende bud på en dansk fantasy-trilogi med lidt mere tyngde end hvad der ellers har været sædvanen at udgive på dansk*. Hvis der så kan ryddes ud i nogle af YA-klicheerne, og det potentielle trekantsdrama kan aflives i den videre fortælling, så kan dette blive en ganske god læseoplevelse.

 

*De sidste par år er der dog begyndt at komme mere gedigen fantasy på det danske bogmarked i form af blandt andet bøger fra Brandon Sanderson og Joe Abercrombie.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *