Rebecca

Omkring slutningen af oktober havde Litteratursiden en temartikel om gotiske romaner, og jeg blev ret inspireret af listen, så jeg låne flere af bøgerne på biblioteket. En af dem, jeg næppe selv var faldet over, var ‘Rebecca’ af Daphne Du Maurier – en bog, der er skrevet over over 70 år siden, og så vidt jeg har forstået lidt af en bestseller i sin tid.

Bogen handler om en ung og lidt usikker kvinde, som er ansat som selskabsdame for en overfladisk og snobbet frue. I Monte Carlo støder de på en herre, Maxim de Winter, som hurtigt fatter sympati for den unge kvinde, og som i sidste ende frier til hende.

Hun tror, hendes lykke er gjort, men da de rejser til Manderlay, som er hans smukke hus, finder hun snart ud af, at der hviler en tung skygge over stedet. De Winters tidligere hustru Rebecca, som omkom ved en tragisk ulykke mindre end et år tidligere, var åbenbart elsket og beundret af alle på egnen, og hovedpersonen kommer hurtigt til at føle sig utilstrækkelig og som en farveløs erstatning for den tidligere hustru. Flere og flere ubehagelige sammenstød med høje forventninger og hendes eget mindreværd forvandler lykken til et rent helvede, og samtidig dukker der flere og flere mærkelige oplysninger op omkring Rebecca.

Bogen er usædvanlig godt skrevet, og jeg må sige, at det var en fornøjelse at læse denne bog efter flere knapt så gode læseoplevelser her på det sidste. Historien er fængslende og medrivende, og jeg fik hurtigt sympati for hovedpersonen, som åbenbart er så ubetydelig, at forfatteren har valgt ikke at give hende et navn i bogen – et enkelt men genialt træk, som virkelig understreger hvor ubetydelig hovedpersonen er i forhold til Rebecca. I modsætning til ‘Den lukkede bog’, hvor jeg var ret træt af hovedpersonen, så synes jeg ikke, at ynkeligheden kammer over i denne bog, og det er jeg glad for.

Sproget er forførende og medrivende, og forfatteren forstår at nuancere uden at det bliver et vulgært orgie i tillægsord (deeet kan jeg nu også godt lide ind imellem, men det er en anden sag). Den dystre og gotiske stemning kommer fint frem med ganske enkle virkemidler, og som læser sad jeg flere gange og tænkte på, at nu sker der nok snart noget uhyggeligt, for huset virkede mere og mere uhyggeligt. Meget stemningsmættet og fascinerende.

Det er helt sikkert en bog, jeg vil anbefale!

22 tanker om "Rebecca"

  1. Intetnytundersolen – ja, jeg læste godt et sted, at den er blevet filmatiseret, men jeg har dog ikke set den. Kunne forestille mig, at den kunne være god som film, da der ville være fin mulighed for at bygge en dyster stemning op 🙂

  2. Klidmoster – jeg synes i hvert fald, at den gør det rigtig godt på sådan en underspillet og snigende måde. Den bliver ikke for alvor uhyggelig, men den pirrer ens nysgerrighed og kan godt fremprovokere en stille gysen 😉

  3. Hej, jeg vil bar elige gøre opmærksom på, at jeg i fremetiden vil komme til at kigge en hel del forbi, da det er vidunderligt at se endnu en dansk bogblogger.

  4. Hej Nikoline!
    Tusind tak for det – det glæder mig at høre! Jeg vil straks benytte lejligheden til at kigge forbi din blog – jeg savner også danske bogbloggere 🙂

  5. Den bog har jeg også stående på min bogreol – mest fordi, den hedder “Rebecca” – og har planer om at få den læst på et eller andet tidspunkt…

    Men nu hvor jeg har læst din anmeldelse, så får jeg helt lyst til at tage den ned fra reolen og gå igang. 🙂

  6. Vi bogbloggere må holde lidt sammen, når de rnu ikke er så mange af os.

    Jeg skriver mit svar til din kommentar herinde. Hvis du hellere vil have, at jeg skriver tibage i mit eget indlæg, så sig endelig til.
    Her er svaret: Det er også sundt at gå på bilblioteket. Det kan i hvert fald hurtigt blive dyrt, hvis man skal løbe hver en bog, man har bare den mindste smule lyst til at læse. Og der nu ikke noget som at have de gode bøger stående.

  7. Rebecca – hehe, jeg tænkte faktisk på, om du havde læst den, da jeg var i gang med den – netop på grund af navnet 🙂

    Men jeg synes som sagt, at forfatteren er rigtig god til at få en tilpas dyster og ubehagelig stemning frem med få virkemidler – meget elegant og godt skrevet 🙂

  8. Nikoline – enig! Jeg kan huske, at jeg for 1½-2 år siden ledte efter danske bogblogs og blev overrasket over, hvor få der var.

    Normalt plejer jeg at tjekke svar på den blog, jeg har skrevet kommentaren på, men jeg tror ikke, jeg så muligheden for, at bloggen selv sender en besked, når der efterfølgende bliver skrevet i kommentarsporet, så du er også meget velkommen til at skrive det her. Jeg har i hvert fald bemærket, at en del af bogbloggerne foretrækker at gøre det sådan 🙂

  9. Desværre lader det til, at den danske befolkning, som har en blog, bruger rigtig meget krut på at blogge om mode. Så ikke så underligt, at du ikke kunne finde nogen.

    Det plejer jeg også at foretrække, fordi jeg ofte selv kommer til at glemme, at jeg har sendt en kommentar.

  10. Hej. Kan se, at i har snakket lidt om de sjældne danske bogbloggere, så jeg vil da lige melde mig på banen som endnu en. 😉 Jeg følger tit med på din blog, da jeg også synes det er hyggeligt at følge med hos andre bogbloggere. 🙂

  11. Hej Sabine!
    Dejligt med en blog mere – men også farligt, for jeg synes godt nok at listen over 'bøger-jeg-må-læse' bliver faretruende lang, jo flere bogblogs jeg støder på! 😀

    I øvrigt – supernuttede killinger 😉

  12. Pingback: Jane Eyre | Den Lille Bogblog

  13. Pingback: Silhuet af en synder | Den Lille Bogblog

  14. Pingback: Den hvide krage | Den Lille Bogblog

  15. Pingback: Lille fremmede | Den Lille Bogblog

  16. Pingback: Mrs de Winter | Den Lille Bogblog

  17. Pingback: Pigen i gyngen | Den Lille Bogblog

  18. Pingback: Falkens flugt | Den Lille Bogblog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *