Room

room

Denne bog har fået overvældende positive anmeldelser, og da filmatiseringen nåede biograflærrederne sidste år, blev filmen også rost til skyerne. Jeg valgte ikke at se den, for jeg vidste, at jeg ville læse bogen først, så det var et af målene for den igangværende sommerferie.

‘Room’ er skrevet af Emma Donoghue og handler om den femårige Jack, der bor i Room sammen med sin mor. Det har de altid gjort, og det har Jack aldrig tænkt nærmere over, for der er jo masser ting at lave i Room. Men da han fylder fem år, fortæller hans mor, at der findes en verden udenfor Room – at der findes andre mennesker udover Jack, hans mor og Gamle Nick, som kommer med forsyninger til dem. Jack har svært ved at tro på det – det må være noget, mor finder på – men langsomt bryder hans verdensbillede sammen, og han skal pludselig forholde sig til en masse nye ting.

‘Room’ er på ingen måde en feel-good-bog. Tværtimod handler den om en femårig dreng og hans mor, der bliver holdt fanget i et lille værelse af en mand, der forgriber sig på drengens mor, mens drengen selv gemmer sig i et skab. Det er ikke beskrevet i detaljer, for historien er fortalt gennem Jack, og han forstår (heldigvis) ikke meget af det, der foregår omkring ham, men som voksen læser er antydningen også mere end nok til at danne grumme billeder for nethinden.

Skrivestilen er lidt speciel, og jeg kan huske at have læst, at der er flere, der tænder lidt af på den barnlige fortællestemme. Jeg syntes dog, at det fungerede ganske fint med Jack som fortæller, og det var med til at gøre historien mere grum og tankevækkende på samme tid. Det at fortælle historien gennem et barns øjne giver en ret interessant vinkel på fortællingen og er samtidig også med at øge spændingen i takt med, at han lærer mere og mere om de ting, der efter sigende findes udenfor deres værelse.

Man kan ikke andet end få stor respekt for moren, der trods de tarvelige vilkår formår at skabe en indholdsrig hverdag for sit barn under deres fangenskab. Bogen emmer af forældrekærlighed og en abnorm vilje til at overleve, og der er noget utrolig livsbekræftende ved båndet mellem Jack og moren.

Jeg vil helst ikke afsløre for meget af handlingen i bogen, og af samme grund er der desværre en række scener undervejs, som jeg ikke kan kommentere på. Der var steder, hvor jeg syntes, at forfatteren godt kunne have gået lidt mere detaljer samt steder, hvor hun godt måtte have speedet handlingen mere op, for der var tidspunkter med lidt for megen gentagelse.

Samlet set var ‘Room’ en god læseoplevelse. Jeg blev ikke helt så rørt eller betaget, som jeg havde håbet på, for jeg savnede lidt mere dybde et par steder, men jeg var ganske tilfreds med bogen.

4 tanker om "Room"

  1. Uh, den lyder godt nok lettere ubehagelig, men interessant… Har læst en enkel anmeldelse af bogen før denne, som også nævnte det her med fortællerstemmen. Her var læseren ikke begejstret, men synes nu alligevel bogen lød interessant. Så det er meget rart at høre en anden vinkel på bogen, som synes fortællerstemmen fungerede 🙂 Vidste ikke at bogen var filmatiseret…

    • Jeg synes nemlig også, at det er interessant at bruge Jack til at vinkle historien med, for det gør den lige en tand mere creepy, når historien fortælles af et barn (især når man som voksen godt kan regne ud, hvad der hentydes til, når der er noget, han ikke forstår og derfor har svært ved at forklare i bogen).

  2. Jeg var også ret glad for ‘Room’ og var ret fascineret af skrivestilen. Især fordi man forstår nogle ting i den som fortælleren er for lille til at forstå. Det synes jeg virkede ret stærkt. Det skal så lige siges, at jeg absolut intet vidste om bogen, da jeg gik i gang med den, hvilket gjorde det til en rigtig god læseoplevelse. Først troede jeg faktisk, at det var moderen, der var noget galt med 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *