Rovdyrenes klub – Bogeyman

Det er ikke så tit, jeg låner tegneserier på biblioteket, men da jeg for nylig kom forbi for at hente bøger, jeg havde reserveret, tog jeg både ‘Wika og Oberons rasen’ samt ‘Rovdyrenes klub – Bogeyman’ med hjem.

‘Rovdyrenes klub – Bogeyman’ er første hæfte i en serie, der er skabt af Valérie Mangin og Steven Dupré. Handlingen foregår i London i 1800-tallet under industrialiseringen. Her er kontrasterne store med fabriksejerne på den ene side og de fattige fabriksarbejdere på den anden. Forældre sender deres små børn ud for at tjene på fabrikkerne, da mange kæmper for at tjene nok til at kunne brødføde hele familien. Tegneserien skifter mellem at følge drengen Jack, der stjæler for at overleve, og rigmandsdatteren Elizabeth, som lever en beskyttet tilværelse. En dag støder de dog på hinanden, og det forandrer alt. Jack giver Elizabeth et indblik i de fattige børns liv, og fra da af er hendes liv ikke det samme.

Det er en pæn og sober streg med masser af detaljer, der rammer en klassisk engelsk stil. Meget stemningsfuld og lidt i stil med ‘Oliver Twist’. Samtidig er tempoet behersket, og den rolige opbygning passer godt til historien.

Personerne er desværre lidt svære at komme ind på livet af. Elizabeth er lidt overfladisk beskrevet, hvilket omvendt passer godt til de rammer, hun lever i. Til gengæld brød jeg mig slet ikke om Jack, der var alt for tvær og vredladen til mig, og det kom desværre til at trække ned i den samlede oplevelse af historien, da jeg manglede nogen at holde med undervejs.

Dette er en historie, der rummer grusomme detaljer, og jeg vil derfor ikke anbefale den til folk, som hader horror. Selvom tegneren ikke svælger i bloddyppende scener, så er der stadig nogle få men særdeles makabre tegninger undervejs, som virkelig giver historien et interessant og nervepirrende twist.

Selvom historien var lang tid om at komme i gang, og selvom jeg aldrig rigtig kom tæt på personerne, så gør netop twistet til sidst, at jeg er fristet til at læse videre i serien på et tidspunkt. Jeg må simpelthen vide, hvad der efterfølgende sker!

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *