Samme dag næste år

I min søgen efter spændende bøger på netlydbog.dk faldt jeg over denne bog, som røg til tops på salgslisterne, da den udkom i for få år siden.

‘Samme dag næste år’ er skrevet af David Nicholls og handler om Emma og Dexter, som man følger fra 1988 og frem til 2007. Bogen er opdelt, så man får et glimt af deres liv den samme dag hvert år i denne periode – uanset hvor i livet de er på det tidspunkt.

Emma og Dexter lærer hinanden at kende, da de er sammen til den sidste fest på studiet den 15. juli 1988. Derefter skilles de, men de bevarer kontakten, selvom de hurtigt bevæger sig i hver sin retning, og med tiden udvikler det sig til et varmt venskab. Dexter er den charmerende og flotte fyr, som hurtigt får sig en fremadstormende karriere, mens Emma er den pæne, lidt stræberagtige pige, der helst skal være så korrekt som muligt – og derfor ofte glider i ét med tapetet. Som tiden går, udvikler begge hovedpersoner sig dog – både som personer men også i relationen til den anden – og mange ting ændrer sig.

Jeg indrømmer gerne, at denne bog ikke just hører til den type bøger, jeg plejer at kaste mig over med begejstring. Oplægget lugter langt væk af at være en undskyldning for at fortælle historien om et umage vennepar, der pludselig forelsker sig i hinanden og derefter lever lykkeligt til deres dages ende. Det var nu ikke helt den oplevelse, jeg fik ud af at læse bogen (heldigvis), men jeg syntes alligevel ikke, at bogen levede op til de flotte anmeldelser, den fik, da den blev udgivet.

Først og fremmest har jeg et problem med hovedpersonerne. Jeg bryder mig ganske enkelt ikke om dem. Det er ret tydeligt, at Dexter skal fremstilles som en overfladisk og selvfed fyr, som de færreste i sidste ende bryder sig om – slet ikke som tingene udvikler sig – men det var faktisk Emma, jeg brød mig mindst om. Hun var ind imellem temmelig bedrevidende og så korrekt, at det kom til at virke skingert og påtaget. Dexter fik jeg mest af alt ondt af, mens Emma burde vide bedre, når hun gjorde tankeløse ting. Venskabet mellem de to virker ind imellem også ret forceret. Hvad er det egentlig, de ser i hinanden? Og hvorfor bliver de ved med at holde kontakten, selvom de flere gange sårer hinanden? Det savnede jeg flere argumenter for.

Bogen er blandt andet beskrevet som humoristisk, men den del bed ikke på mig. Jo, Emma har da flere skarpe bemærkninger, og deres samtaler kan godt indeholde de finurligheder, der ofte opstår i samtaler mellem venner, men intet der for alvor rørte mig eller fik mig til at smile.

Jeg kan egentlig godt lide ideen med, at man følger de samme mennesker på en bestemt dato flere år i træk – jeg er bare ikke så begejstret for den spirende kærlighed mellem de to hovedpersoner, for jeg synes, den bliver lidt for søgt ind imellem, og jeg havde hellere set, at der var tale om et venskab, hvor kærlighed ikke spillede ind på noget tidspunkt. Det er trods alt muligt at have venskaber mellem mænd og kvinder, uden at det nødvendigvis udvikler sig til forelskelse.

En ret middelmådig læseoplevelse, som snart forsvinder i glemslen.

8 tanker om "Samme dag næste år"

  1. Jeg læste den selv for et par år siden, og havde vist meget samme oplevelse som dig.
    Jeg kunne ikke så godt sætte fingeren på noget specielt, der var “galt” med bogen, men jeg var meget “underwhelmed” i forhold til hvor meget mine kollegaer havde rost bogen… Specielt synes jeg heller ikke, at jeg reelt bekymrede mig særligt meget om nogen af personerne, og skimmede/læste faktisk de sidste 100 sider…

    Jeg synes nok i bund og grund mest, at den bare var ret kedelig og ligegyldig… Desværre.

  2. Camilla – jeg fandt frem til en række avisanmeldelser af bogen, da den kom frem, og da jeg havde læst dem, sad jeg og spekulerede på, om det var den samme bog, jeg havde læst. Syntes i hvert fald at jeg havde en hel anden oplevelse af bogen end den, de beskrev.

  3. Jeg elsker bogen – men jeg kan også godt følge din pointe en anelse. For karaktererne føles netop stereotypiske – jeg faldt dog for det alligevel. Og så elsker jeg vist også bare opbygningen af bogen; tiden der passerer og de små markører der indikerer det.

  4. Rikke – som regel irriterer det mig, når personerne er stereotyper, men for nylig læste jeg faktisk en bog, hvor jeg næsten tilgav forfatteren, at flere af personerne var stereotyper – fordi resten af bogen var så fængende. Den blogger jeg om på søndag 😉

  5. Den ligger i min bogreol og venter på at blive læst, jeg har hørt meget blandede meninger, så glæder mig egentlig til at læse den, det er altid spændende, når man ikke kun har fået positive (eller negative) holdninger at vide.

  6. Mette – ja, jeg sætter også pris på at læse anmeldelser af bøger, hvor anmelderen ikke har været så begejstret for bogen – altid interessant at se hvilke kritikpunkter, folk har (blandt andet fordi folk ofte har forskellige 'succeskriterier').

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *