Sarum

sarum

En af mine historieinteresserede venner har talt varmt om Edward Rutherfurd – eller rettere hans bøger. Han har skrevet nogle digre værker, hvor han hver gang tager udgangspunkt i en by og derefter fortæller dens historie gennem en række nedslag i historien. Jeg besluttede mig for at prøve en af hans bøger og tog et lidt vovet valg, da jeg købte ‘Sarum’, som nok er den af hans bøger, der beskriver det mindst kendte område.

‘Sarum’ foregår i England i området ved Stonehenge og Salisbury, hvor historien starter i istiden og føres helt frem til nutiden. Her hører man både om de første mennesker, der kommer til området og forsøger at få det bedste ud af landskabet, inden man føres videre til en lang række begivenheder i løbet af de næste mange tusinde år. Det er ikke nødvendigvis skelsættende begivenheder, men de er alligevel alle med til at tegne hverdagslivet i en egn af England.

Jeg kan godt lide ideen med at beskrive et område/by gennem en række nedslag i historien, og jeg synes, at det langt hen ad vejen fungerer fint. Det ærgrer mig dog lidt, at jeg valgte en bog, som beskriver et område, jeg ikke kender så godt, for jeg synes desværre, at en del af historierne ikke sagde så meget om området generelt men mere om den tid, de foregik i.

Starten af bogen var lidt speciel. Det var, som om forfatteren havde brug for at forklare en lang række facts om området og tidsperioden – sådan lidt som en sidekommentar til handlingen – og det var en lidt pudsig stil, jeg sjældent støder på. Det fungerede dog ok, måske fordi jeg vænnede mig til det, men det kom til at virke endnu mere pudseløjerligt, da det kun var de første kapitler, der bar præg af dette.

De første historier er korte, og man knytter sig derfor ikke tæt til personerne, men senere hen dvæler forfatteren i højere grad ved en række enkeltpersoner, så deres historier fylder langt mere. Det var et eller andet sted lidt synd, da jeg nu havde vænnet mig til den korte form. Omvendt tror jeg også, jeg var blevet ret træt af de korte historier i det lange løb (bogen er ca. 1000 sider lang). Der var tidspunkter, hvor stilen mindede mig lidt om Ken Folletts ‘Jordens søjler’ (og ikke kun fordi der skal bygges en stor og prangende bygning). Heldigvis bliver ‘Sarum’ hverken lige så dramatisk og voldsom, men jeg kunne omvendt også have brugt lidt mere action og lidt mere dramatik hist og her.

Alt i alt var ‘Sarum’ en udmærket oplevelse. Jeg kunne bedst lide starten, som var noget anderledes, end jeg forventede, men derefter blev den til tider noget langtrukken. Jeg satser på at læse flere af hans bøger og vil næste gang gå efter en bog, hvor jeg på forhånd ved mere om byen – London for eksempel.

4 tanker om "Sarum"

  1. Jeg har endnu ikke læst Sarum, men både London og New York kan anbefales. I Paris irriterer det mig lidt, at han springer frem og tilbage i tiden – det er unødvendigt efter min opfattelse 😉

  2. Det kunne være at jeg snart skulle kaste mig over London, som stå på min hylde. Jeg har læst ‘Skoven’ for flere år tilbage; den var fint underholdende, men jeg savnede lidt en rød tråd i forhold til de mange, umiddelbart separate, fortællinger der blev fortalt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *