Shadow over Avalon

Jeg kan lige så godt sige det med det samme – jeg havde rimelig høje forventninger til denne bog, ikke mindst fordi den har en rating på over 4 på Goodreads. Bogen er blandt andet bygget på legenden om Arthur. Den kan jeg dog ikke huske så godt, men selve oplægget til bogen lød spændende.

‘Shadow over Avalon’ er skrevet af C. N. Lesley og handler om Ashira, der er prinsesse og kriger i den middelalder-inspirerede verden, og om Arthur, der lever i den teknologisk stærke by under havets overflade. To verdener, der ikke minder særlig meget om hinanden, men som ikke desto mindre mødes. Bogen er primært fortalt i to tidsforløb og følger de to personers udvikling.

Det er lidt svært at komme med et resumé uden at afsløre for meget, men i bund og grund handler historien som sagt om to verdener og to personer. Ashira var klart den, der interesserede mig mest, men desværre skete der noget ret tidligt i bogen, som gjorde, at jeg havde meget svært ved at genkende hende i resten af historien. Det var som at miste forbindelsen til en ven, og det var virkelig frustrerende.

Da jeg først havde ‘mistet forbindelsen’ til Ashira, var det svært at genfinde glæden ved bogen. Der sker for meget undervejs, som jeg ikke bryder mig om – blandt andet seksuelt misbrug – og der er også visse ting, der er lige lovlig forudsigelige (og som ikke relaterer sig til legenden, som historien er inspireret af).

‘Shadow over Avalon’ er den type bog, hvor man bagefter sidder og spekulerer på, om man læste den ‘korrekt’. Jeg føler mig lidt snydt, når jeg læser de begejstrede anmeldelser på Goodreads, for hvad var det, jeg overså? Jeg har overvejet, om jeg skal genlæse den på et tidspunkt, men jeg tror ikke, jeg får det gjort. Så vil jeg hellere satse på at læse andre bøger, der forhåbentlig er bedre. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *