Slægtens offer

Jeg hører ofte lydbøger, men da det næsten altid er i forbindelse med offentlig transport, skal det være bøger, som er i den lettere ende af skalaen, og som er let at høre i mindre brudstykker. Her er fantasy-genren rigtig god, og jeg har derfor hørt en del af de nyere danske fantasybøger gennem de sidste par år. Her er jeg blandt andet stødt på Josefine Ottesens forfatterskab, som jeg har det lidt blandet med. På den ene side har hun et skønt og dragende sprog, som gør historierne levende og fængende, men på den anden side har jeg oplevet, at hun har skrevet en trilogi med den mest irriterende og selvmedlidende hovedperson, som jeg til dags dato er stødt på  (det er ‘Historien om Mira’, jeg tænker på).

Nu har Josefine Ottesen kastet sig over den tidlige middelalder, og det har resulteret i ‘Slægtens offer’, som er den første bog i en serie. I bogen følger vi den 13-årige Ragnhild, som står på tærsklen til at blive voksen, hvilket dog ikke huer den unge pige. Da hun bliver trolovet med en ung mand, som hun finder utrolig irriterende og øretæveindbydende, forsøger hun først at forhindre det. Men skik skal følges, og der er intet, hun kan gøre udover at sætte sin lid til Gud eller Frøj, som tilhører de gamle guder.

Historien er ret klassisk – ung pige vil ikke følge normerne, og det er synd for hende, at hun skal tvinges til noget. En meget moderne måde at betragte aftalte ægteskaber, som nærmere var reglen end undtagelsen dengang. Heldigvis begår forfatteren ikke den fejl, at hovedpersonen for alvor begår oprør – hun indser hurtigt, at der ikke er så meget, hun kan gøre, og så følger vi ellers, hvordan historien ubønhørligt nærmer sig klimaks. Til gengæld sker der ikke så frygtelig meget i historien, når det kommer til stykket – vi hører mere om, at moderen svigter Ragnhild gang på gang, og at Ragnhilds kommende ægtemand er et værre fjols, men jeg savnede noget mere udvikling.

Slutningen overraskede mig, hvilket langt hen af vejen er positivt, men omvendt fik jeg også følelsen “øhm okay – og hvad så nu?”. Den næste bog i serien foregår et par hundrede år senere, så det bliver en ny hovedperson, man skal følge. Denne bog føles derfor uafsluttet, og jeg har det lidt underligt med at sige farvel til en hovedperson på den måde.

Jeg var desværre ikke lige så imponeret af denne bog som trilogien med Mira (der var meget velskrevet til trods for, at jeg hadede hovedpersonen), men jeg regner med at høre flere af Josefine Ottesens bøger fremover. Jeg håber dog, at det bliver med en anden oplæser, for nu er det fjerde gang, jeg er stødt på denne oplæser, og hun er slet ikke min type. Historierne bliver ekstra triste, trælse og deprimerende, når hun læser dem op.

4 tanker om "Slægtens offer"

  1. Det kan være at epilogen kan være med til at afslutte historien lidt mere – det mener jeg i hvert fald var mit indtryk.
    Jeg synes dog at det er lidt mærkeligt at en sådan epilog ikke står skrevet i bogen, hvor den altid vil være til at finde.

  2. Kathrine – tak for linket. Jeg vil se, om ikke jeg får tid til at læse det i morgen. Jeg er i øvrigt enig med dig i, at det er lidt underligt, at epilogen står i bogen, men måske forfatteren fortrød slutningen, efter den var udgivet, og følte at der skulle tilføjes en epilog?

  3. Pingback: I vendernes vold | Den Lille Bogblog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *