Smertensbarn

Jeg har holdt en pause fra lydbøgerne i et stykke tid, men i slutningen af juleferien fandt jeg et par stykker på netlydbog.dk, som jeg blev nødt til at høre – deriblandt denne bog. 

‘Smertensbarn’ er skrevet af Mette Finderup og foregår i vikingetiden i Danmark. Bogens hovedperson, Gyrith, er datter af byens høvedmand, og hun får til opgave at tage på sejd-rejse – en åndelig rejse, som hvert år skal udføres af byens mest fornemme jomfru for at prise kærlighedens gudinde, Freja. Gyrith har ikke lyst til at tage af sted, og da hun endelig begiver sig ud på rejsen for at møde guderne, viser det sig, at det går helt anderledes end ventet. Guderne er ikke, som Gyrith forventede, og noget går helt, helt galt, så Gyrith bliver ramt af Frejas vrede.

Da Gyrith vender tilbage til landsbyen, vælger hun at tie med sin oplevelse, men snart må hun sande, at guder helmer ikke, og Frejas vrede er stor og mægtig. Hun vil tage alle, som Gyrith elsker, og når først en gud har set sig vred på én, er det svært at slippe væk. Men måske kan Gyriths mystiske ven i skoven hjælpe?

Jeg synes, det er synd, der ikke er flere ungdomsbøger – eller bare skønlitterære bøger i det hele taget – som foregår i vikingetiden, og derfor var det et klart plus ved bogen. Samtidig leger forfatteren også med opfattelsen af guderne og skaber nye, interessante fortolkninger af de velkendte aser. En frisk og fin idé.

Til gengæld var jeg ikke så begejstret for dialogen, da den ind imellem blev en kende for moderne – især når personerne bandede. Det skurrede i mine ører og var ret irriterende. 

Jeg ved ikke hvorfor, men der har været en tendens til at have egoistiske/usympatiske hovedpersoner i dansk fantasy de senere år. Det har undret mig, for det er en af de ting, der kan ødelægge en god læseoplevelse. Jeg kan for eksempel stadig blive irriteret, når jeg tænker på serien om Mira af Josefine Ottesen, som er det bedste eksempel på en narcissistisk og horribel hovedperson. Gyrith er et glimrende eksempel på dette, omend hun endte med at være lidt mere sympatisk mod slutningen af bogen. I starten virkede hun dog mest som en smaskforkælet, selvcentreret og arrogant gås, som var ligeglad med fællesskabet og ikke havde nogen respekt for andre.

Dette er en bog, som man skal et stykke ind i, før man for alvor bliver fanget af fortællingen. Til gengæld vinder den en del, jo længere man læser, og jeg endte med at være ganske tilfreds med bogen. Af samme grund regner jeg også med at låne næste bog i serien i februar måned, så jeg kan finde ud af, hvad der vil ske med Gyrith og de andre i byen.

2 tanker om "Smertensbarn"

  1. Pingback: Hjerteløs | Den Lille Bogblog

  2. Pingback: Blodvarslet | Den Lille Bogblog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *