Sofies verden

Jeg deltager ofte i ‘Vælg for mig’-udfordringen på Goodreads, og her fik jeg to forslag at vælge imellem i denne måned – ‘Scarlet’ og ‘Sofies Verden’. Jeg valgte at læse begge bøger – anmeldelsen af ‘Scarlet’ kan du læse her.

Jeg har længe følt, at jeg burde læse ‘Sofies Verden’ af Jostein Gaarder – også selvom jeg havde på fornemmelsen, at det ikke var en bog for mig. Men det er en bog, som folk ofte har talt om eller refereret til, og da min kære husbond havde den stående, så var der ikke rigtig nogen undskyldning.

Bogen handler om teenagepigen Sofie, som pludselig modtager en række breve med begynder-lektioner til filosofi. Afsenderen er ukendt, og Sofie er dybt forundret – og nysgerrig. Hun læser materialet, der pirrer hendes nysgerrighed, og snart begynder hun at gruble over de spørgsmål, som den ukendte afsender har indarbejdet i materialet. Samtidig begynder Sofie at modtage postkort, der er stilet til anden, jævnaldrende pige ved navn Hilde. Men hvem er Hilde, og hvorfor sender Hildes far postkortene til Sofie? Det bliver en rejse i filosofiens verden, men også en dannelsesrejse for Sofie, der lærer meget om sig selv undervejs.

Dette var en meget blandet læseoplevelse for mig. Den første 120-130 sider slugte jeg hurtigt, men derefter gik jeg lidt i stå. De filosofiske kapitler blev for lange og for belærende, og jeg måtte holde et par pauser i læsningen og kastede mig også over ‘Monsters of Men’, som jeg læste sideløbende med ‘Sofies Verden’. Læserytmen blev ind imellem afbrudt af irritation over filosofilærerens tone eller den sære sidehistorie med den ukendte pige, Hilde, hvis postkort Sofie hele tiden modtog. Jeg syntes, at sidehistorien mest af alt var irriterende og irrelevant, og jeg syntes ikke, den gjorde noget godt for fortællingen.

Tonen i bogen er ret pudsig. Jeg sad ofte og undrede mig over, hvordan personerne talte til hinanden, og jeg syntes, at der var en unødig hård og uhøflig tone personerne imellem. Meget sært og forstyrrende for min fordybelse i bogen – jeg fandt det utroværdigt og mærkeligt.

Jeg kan godt lide, at bogen tager udgangspunkt i filosofiens historie, og at den forhåbentlig kan give unge (og nysgerrige voksne som mig) et indblik i de forskellige filosofiske retninger. Jeg har før stiftet bekendtskab med de fleste af teorierne, så for mig var det en fin anledning til at få genopfrisket et par ting, men ellers kan jeg godt forestille mig, at den for andre vil være en spændende indgangsbillet til filosofiens verden.

Jeg var dog ikke særlig glad for balancen i bogen eller personerne som helhed. De virkede flade, ligegyldige og ofte utroværdige. De filosofiske passager blev ind imellem alt for lange og for tænkte – som om forfatteren hellere ville skrive en fagbog i stedet for skønlitteratur. Det var irriterende, og jeg blev både utålmodig og frustreret over, at teksten ikke kunne fange eller forføre mig som læser, men mere fik mig til at føle som en elev, der skulle læse lektier til næste dag.

Jeg kan godt se bogens berettigelse, og jeg kan også godt forstå, at der er folk, der er betaget af denne bog. Jeg foretrækker dog til enhver tid at læse en ‘ren’ skønlitterær bog eller fagtekster om filosofi – ikke hybridløsninger som ‘Sofies Verden’.

6 tanker om "Sofies verden"

  1. Kabalemysteriet er udmærket, men minder nok en smule om Sofies verden i opbygning – to verdener/fortællinger, der bliver flettet sammen.
    I et spejl, i en gåde er (så vidt jeg husker) vildt smuk og ret sørgmodig.
    Hallo? Er der nogen er en meget børnet og alligevel meget filosofisk bog omkring det at få en søster/bror 🙂
    Det var lige det, jeg havde læst af ham 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *