Som stjerner på himlen


I løbet af de sidste fem år er der udkommet en del bøger, der handler om unge, der døjer med fysiske eller psykiske sygdomme. En af dem er ‘Som stjerner på himlen’ af Jennifer Niven, som jeg læste for nylig som e-bog.

I bogen følger man Finch og Violet, der går på samme skole og som mødes en dag i skolens klokketårn, hvor de begge stirrer ud over kanten og ned i døden. Finch er skolens problembarn – særlingen som de andre mobber. Violet er derimod ret populær, men hun har haft det svært, siden hendes søster døde. De falder i snak, og hvem der egentlig redder hvem fra at begå selvmord er svært at sige, men der opstår en særlig forbindelse mellem dem. Da de senere kommer til at danne makkerpar i forbindelse med en skoleopgave, er det samtidig kimen til et finurligt venskab, som giver begge noget at glæde sig over – og leve for.

Mødet i tårnet er en ret speciel – men ikke desto mindre virkningsfuld – måde at starte historien på, og jeg var da også fanget med det samme. Samtidig var Finchs personlighed så skæv og anderledes i forhold til de fleste andre personer i ungdomsbøger, at det pirrede min nysgerrighed. Den meget kontrollerede og næsten perfekte Violet gav en fin kontrast men blegnede dog noget i forhold til Finchs ret markante personlighed.

Jeg syntes dog, at fortællestilen blev lidt mindre original undervejs og kom til at minde lidt for meget om andre ungdomsbøger. Derfor var udviklingen heller ikke specielt overraskende, og det ærgrede mig – især i forbindelse med slutningen, som føltes lidt for forceret og tænkt – den lille detektivopgave virkede simpelthen for usandsynlig i mine øjne.

Jeg kan godt forstå, at flere sammenligner denne bog med ‘En flænge i himlen’ (udover at de danske titler minder om hinanden). Jeg synes dog, at ‘En flænge i himlen’ har meget mere at byde på og er langt mere rørende end ‘Som stjerner på himlen’. Sidstnævnte har bestemt sine kvaliteter og er blandt andet tankevækkende, men jeg blev hverken rørt eller overrasket, da jeg læste den – den mindede ganske enkelt for meget om lignende ungdomsbøger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *