Sort vand

Patrick Leis er en af de nyere forfattere, som har markeret sig på den danske horrorscene gennem de seneste år. Jeg lånte ‘Sort vand’ som e-bog for nylig og læste den på mine togture.

‘Sort vand’ er en horrorhistorie for børn og unge, og handlingen foregår på den lille danske ø, Barsø. Her følger vi drengen Mike og hans to venner, Adrian og Laura, da de tage på badetur på en klippeø tæt på Barsø. På det tidspunkt er en sort pøl dog dukket op i vandet, og da de vil tage tilbage til Barsø, opdager de, at der ikke er tale om olieforurening men om et eller andet form for væsen… et væsen, der er meget interesseret i at overfalde dem!

Det var næsten helt nostalgisk at læse denne historie. Opbygningen er på en gang simpel men klassisk – vi har de kvikke børn, de lidt naive og stædige voksne, der ikke vil høre efter og den onde forretningsmand. Det kunne i princippet lige så godt være grundlaget for en julekalender – bortset fra at det er en horrorhistorie, og den på ingen måde er hyggelig eller julet!

Tonen i bogen er frisk – ja lige lovlig kæk til tider. Nu er jeg voksen, så jeg er næppe den bedste til at bedømme dette, men jeg syntes, det blev lidt for påtaget ind imellem. Replikkerne skiller sig dog ikke vanvittig ud fra de børnebøger, jeg læste, da jeg var barn.

Jeg kan godt lide, at forfatteren gør en del ud af at forklare, hvor pølen stammer fra, og at der er en (lidt) samfundskritisk baggrund for historien. Der er et par gange, hvor forklaringerne næsten bliver for udpenslet, men hellere det, end at pølen pludselig dukkede op, og at der ingen forklaring var på dette.

Der er masser af action i denne bog – der er sjældent stille og roligt i længere tid ad gangen, når først historien for alvor er kommet i gang. For ja – det tager lidt tid, inden den rigtig kommer i gang, og starten er noget sløv. Det er en horrorhistorie i den lette genre med et glimt i øjet og en frisk bemærkning hist og her. Det betyder dog ikke, at det er en bog, hvor personerne har det let – uden at røbe for meget tør jeg godt love, at der er indtil flere dramatiske og ret splattede drab…

‘Sort vand’ er en udmærket bog i sin genre. Som voksen vil jeg selvfølgelig gerne have lidt mere dybde og drama, men det er jo en bog, der først og fremmest er skrevet til børn og unge, og her passer bogen fint med sin tætpakkede action og humoristiske vinkel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *