Soulless – Sjælesluger

Jeg vil rigtig gerne læse mere steampunk, men jeg er desværre ikke stødt på så mange interessante bøger i denne genre. For nogle måneder siden surfede jeg på Goodreads for at finde inspiration, og her faldt jeg over Soulless-serien. Jeg kunne dog ikke helt lure, om den var noget for mig – lød den ikke en anelse fjollet og over-the-top – men da den blev oversat til dansk for nylig og samtidig lagt på e-reolen.dk, så var det simpelthen for fristende…

‘Soulless – Sjælesluger’ er skrevet af Gail Carriger og er første del i serien om Alexia Tarabotti, der lever i Victoriatidens London, hvor vampyrer og varulve udgør en helt naturlig del af befolkningen. Alexia er sjælløs – dvs. en person, der kan neutralisere de overnaturliges evner og gøre dem menneskelige, hvis hun rører dem. Det ved hendes familie ganske vist ikke, men varulvene og vampyrerne, som hun omgås, er godt klar over det. Alexias familie er mere optaget af, at hun ikke er gift endnu og – oh gru – måske aldrig bliver det! For hvem er dog interesseret i denne lidt sære, rapkæftede unge kvinde med ben i næsen? Altså udover den vampyr, som overfalder hende til et bal og som roder hende ud i problemer – vel at mærke af den livsfarlige slags…

Jeg blev positivt overrasket over, hvor sjov denne bog var. Jeg tog mig selv i at fnise højlydt flere gange, inden jeg måtte overgive mig helt og grine, hver gang Alexia for alvor foldede sig ud – og det gjorde hun tit!

Alexia er en gæv pige, og jeg elskede hendes rapkæftede, fandenivoldske stil, som måske er en anelse upassende for Victoriatiden – men hey, det er jo ikke en historisk roman men en fiktiv historie! Det kan godt være, at hun er pebermø, men hun forstår dog i den grad at snøre adskillelige herrer om sin lillefinger, og så er hun skarp i replikken, hvilket giver nogle herlige samtaler undervejs. Samtidig er jeg vild med, at hun ikke er et lille yndigt nips men faktisk en kvinde, der både har til gården og gaden – som man siger. 

Der er fuld fart på handlingen i bogen, så der er ikke rigtig tid til at kede sig undervejs. Der kunne måske godt være redigeret lidt her og der, men mit største kritikpunkt er dog sproget, som til tider virker ret kluntet. Jeg tror dog, at det skyldes oversættelsen (visse sætninger virker meget konstruerede, og det tyder på at være i oversættelsen til dansk, det er gået galt), og derfor har jeg tænkt mig at læse næste bog i serien på engelsk.

Jeg havde nok håbet på lidt mere steampunk-følelse – det er ikke fordi, at det teknologiske aspekt fylder voldsomt meget i bogen – men til gengæld var bogen langt mere underholdende, end jeg havde turdet håbe på, så nu har jeg bestilt de næste bøger i serien. Dette er en rigtig fin, lettilgængelig og underholdende bog, som jeg vil anbefale, hvis du vil have et godt grin eller blot trænger til lidt hyggelig ferielæsning.

10 tanker om "Soulless – Sjælesluger"

  1. Tak! Jeg var virkelig positivt overrasket over bogen – den var meget sjovere, end jeg havde forventet, og jeg synes ellers, at det kan være svært at finde sjove bøger… så… jeg har naturligvis bestilt de næste bøger i serien 😉

  2. Jeg læste den engelske for +3 år siden og jeg elskede simpelthen den britiske humor, der unægteligt må være svær at oversætte ordentligt. Du bør gøre dig selv en tjeneste og læse den på engelsk. De har den på det lokale biblo – det ved jeg, fordi JEG læste den 😉
    Jeg nåede desværre kun til den næste i bogserien (so many books, so little time når man arbejder på et biblo), men jeg har lige noteret mig at jeg skal have fat i den herovre i Århus også 😀 Der må deres hovedbibliotek kunne nogle tricks… 😉

  3. Jeg kan afsløre, at postbuddet afleverede en pakke i går aftes… med de fem første bøger i serien! (på engelsk ;-)). Så bare rolig – jeg regner med at fortsætte med serien!

  4. Mange tak! Jeg var positivt overrasket (især fordi jeg synes, det er svært at finde bøger, som jeg synes er sjove), så jeg glæder mig til at finde ud af, om de næste bøger i serien er lige så underholdende 🙂

  5. Pingback: Changeless og Blameless | Den Lille Bogblog

  6. Pingback: Mine heltinder | Den Lille Bogblog

  7. Pingback: Bogshopping i Stockholm | Den Lille Bogblog

  8. Pingback: Etiquette & Espionage | Den Lille Bogblog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *