Sumobrødre

I kølvandet af anmeldelsen af ‘Kunsten at være kvinde’ følger der desværre endnu en smågnaven boganmeldelse, eftersom jeg for nylig kastede mig over ‘Sumobrødre’ bog i lydbogsformat.

‘Sumobrødre’ er skrevet af Morten Ramsland og foregår i starten af 1980’erne, hvor den 11-årige Lars bruger megen af sin tid sammen kammeraterne med at lave alskens drengestreger og bissetricks. De forsøger at tryne de små og flygte fra de store. De er platte, fjollede og uforsigtige, og de oplever lidt af hvert, for drenge i den alder begår – per definition – dumme ting i ny og næ.

Jeg havde ikke læst anmeldelser af denne bog, inden jeg gik i gang, og det fortrød jeg, jo længere ind i bogen jeg kom. Ikke alene har denne bog generelt fået en del lunkne anmeldelser – den fik også en del kritik på nøjagtig de samme punkter, som fik mig til at overveje at droppe den undervejs. Det var kun ren stædighed, der fik mig til at fortsætte til den bitre ende.

Jeg savnede lidt en rød tråd i bogen. Meget af tiden var det en masse små beskrivelser af skøre, skæve eller sære ting, som drengene kastede sig ud i, og selvom det i starten var fascinerende, så tog det efterhånden overhånd, da drengenes leg blev mere voldelig og ekstrem. Det var lidt ligesom at se ‘Zappa’ på speed. Men hvor skal det føre hen, og hvad er meningen med det? Det blev jeg mere og mere i tvivl om i løbet af bogen, og mest af alt virkede bogen fragmenteret.

Tonen var direkte, hård og krydret med alskens saftige bandeord, og det blev ret anstrengende i længden. For mig virkede det meget kunstigt og trættende, for den attitude mindede mig på ingen måde om de drenge, jeg kendte i den alder, og der var ellers en del provinsielle bisser iblandt 😉

Jeg kan egentlig godt lide tanken om at vise børns leg fra dengang, hvor de ikke var i diverse børnepasningsordningerne dagen lang, men havde mulighed for at rende rundt og lave skarnsstreger, men sproget og den – i mine øjne – småekstreme opførsel var med til at irritere mig godt og grundigt. Jeg syntes ikke, at den opførsel passede til 11-års alderen. Jeg havde nærmere forventet den opførsel af 6- eller 7-årige.

Der var glimt af alvor og eftertænksomhed i bogen, når hovedpersonen prøvede at forstå, hvorfor de voksne ind imellem opførte sig underligt eller tog mærkelige beslutninger. Her var der mulighed for at bringe lidt af den bittersøde og underfundige stemning frem fra dengang, hvor man som barn ikke altid forstod, hvorfor de voksne kunne blive pinligt berørte over de (i et barns øjne) særeste ting. Desværre er det ikke noget, forfatteren for alvor dykker ned i, og det er synd, for her kunne bogen virkelig have udviklet sig til en spændende oplevelse.

Bogen skal efter sigende være morsom, men jeg blev mest af alt irriteret af at læse den. Jeg tror bare ikke, at forfatteren og jeg har samme tilgang til humor, for hans bestseller, ‘Hundehoved’, fandt jeg heller ikke sjov, selvom det var en af de ting, den blev mest rost for. I de anmeldelser, jeg har læst af ‘Sumobrødre’, er der også ret delte meninger om, hvorvidt bogen er sjov eller ej.

Jeg må desværre konstatere, at forfatterens stil ikke rigtig er noget for mig. Denne bog drukner i platheder og stupid drengevold, og det bliver ærlig talt trættende i længden. Ikke en bog jeg kan anbefale.

6 tanker om "Sumobrødre"

  1. Uh nu er jeg jo ret glad for Ramsland. Eller, har kun læst Hundehoved, men altså 😉 Så Sumobrødre står klart på min toread liste, trods det at jeg allerede har læst alle de lunke anmeldelser. Men jeg vil bare gerne opleve det selv og se, hvad jeg synes – og så lader det jo til, at jeg netop er med på hans humor, så måske jeg vil synes den er helt anderledes, end du gør! Glæder jeg mig i hvert fald til at finde ud af 🙂

  2. Jeg var heller ikke specielt henrykt for Hundehoved. – En god anmeldelse du kommer med her af bogen. Der er i det hele taget meget sløjt stads der nogle gange bliver for meget opreklameret. – Da jeg ydermere engang sad ved siden af den gode forfatter i toget, og han knap gad hilse, har jeg et….hm…mindre personligt udestående med ham. Ha.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *