Teater: Bliktrommen

I går smuttede jeg i teatret med en god ven for at se teaterudgaven af klassikeren ‘Bliktrommen’. Jeg læste Günter Grass’ bog for flere år siden, og den gjorde et stærkt indtryk på mig.

Det er historien om den lille dreng Oskar, der på sin tre års fødselsdag beslutter sig for, at fra den dag af vil han ikke vokse så meget som én centimeter mere! Han iscenesætter et fald ned af en trappe, og fra da af bliver han ikke højere. Oskar er en intelligent men også temmelig egenrådig og egoistisk dreng, hvis største lidenskab er den bliktromme, han fik til sin tre års fødselsdag, og da den slags ikke holder så længe, må hans forældre hele tiden sørge for at købe nye trommer til ham, for bliktrommen kan Oskar ikke undvære. Er der noget, han vil have, så er der også en god chance for, at han får det, for Oskar kan skrige så højt, at alle glas omkring ham sprænges til atomer, og han forstår at bruge sit våben snedigt.

Thure Lindhardt har den altdominerende rolle som Oskar, der både er hovedperson og historiefortæller på én gang. Han har en fantastisk evne til at skifte fra den uskyldige mine og over til det lumske smil som det naturligste i verden, og han er et godt valg til hovedrollen. Resten af castingen fungerer også upåklageligt, og jeg var i det hele taget imponeret skuespilpræstationerne. Især Sonja Richter som moderen var et fund – hun var meget udtryksfuld og troværdig i rollen som den bekymrede mor.

Til gengæld haltede det lidt med balancen i stykket, for der var flere gange, hvor der var for meget falde-på-halen-komedie og for lidt af den smerte og grimhed, som gør ‘Bliktrommen’ så fascinerende i første omgang. Det er lidt for pænt og for kontrolleret på scenen, og selvom historien har visse sjove elementer (fordi den til tider er så grotesk), så blev forestillingen også lidt for pjanket ind imellem. Det er synd, for det betyder samtidig, at flere scener ikke bliver så hjerteskærende eller tragiske, som de ellers kunne (læs: burde) være.

En af de ting, jeg elsker og beundrer ved teater, er de fantasifulde løsninger mht. scenografien, og dette stykke var ingen undtagelse. Med meget få virkemidler lykkes det at skabe illusionen om den tre-årige Oskar (til trods for at han blev spillet af en voksen), ligesom få rekvisitter kan være med til at skabe illusionen om et helt nyt sted i fortællingen.

Alt i alt en god forestilling, som er et fint bud på en fortolkning af ‘Bliktrommen’. Men husk også at læse bogen, for det er med rette en klassiker.

Forestillingen går på Betty Nansen Teatret frem til den 2. februar.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *