Teater: Processen

Foto fra ‘Processen’, taget af Per Morten Abrahamsen

Jeg har snydt! Ja, sådan føles det lidt. Tidligere på ugen var jeg nemlig i teatret for at se Processen’, der er bygget over Franz Kafkas bog af samme navn. Og her vil jeg godt komme med en indrømmelse: Jeg har aldrig læst den bog til ende. Jeg vil ellers gerne, men sidst jeg prøvede, blev jeg så irriteret over den knudrede og unødigt komplicerede skrivestil, at jeg stoppede undervejs. Det ærgrer mig, for selve fortællingen er ret interessant, men jeg er som sagt ikke fan af skrivestilen.

Derfor var det meget belejligt, at Republique valgte at opføre stykket, for så kunne jeg få lidt flere detaljer på plads. Jeg så forestillingen sammen med gemalen, der er ret glad for Kafkas forfatterskab, og vi diskuterede bagefter oplevelsen. Han var ikke så begejstret for slutningen, der ikke var lige så smertefuld og elegant som i bogen, men ellers kommenterede han, at stykket på mange andre punkter var tro mod bogen. Jeg kunne godt lide den grå, triste og ‘firkantede’ verden, som stykket foregik i – det virkede tilpas upersonligt og bureaukratisk og var med til at skabe en umenneskelig og deprimerende stemning. Hovedrollen Josef K var fint spillet af Jens Jacob Tychsen, som langsomt gik mere og mere i ‘opløsning’ i løbet af stykket, men jeg var allermest fascineret af Karen-Lise Mynster, som gav sine roller personlighed, glød og arrogance.

Jeg savnede lidt mere af den forfulgte, klaustrofobiske stemning, som jeg forbinder historien med, men om det skyldes, at teaterstykket var ændret lidt på dette punkt, eller at det blot ikke virkede nær så stærkt på scenen i forhold til bogen ved jeg ikke. Jeg ved til gengæld, at jeg nu har mere mod på at give bogen et forsøg mere på et senere tidspunkt.

‘Processen’ går frem til 6. april 2013.

2 tanker om "Teater: Processen"

  1. Dit link i kommentarene bliver ved at være blotspot.com – ville lige nævne det 🙂

    Ja, jeg er også glad for jeg endelig fik læst Eksil. Faktisk læste jeg den kun, fordi jeg skal ind og se stykket og så ville jeg lige have bogen læst først. Og det er jeg glad for jeg gjorde, så jeg er forberedt på, hvad der møder mig 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *