Test din kat

Disclaimer til alle katteejere: Uanset hvad så ved du godt, at du har den klogeste, sødeste og dejligste kat i hele verden. Derfor er tanken om at udføre en test af kattens evner naturligvis helt overflødig. Men derfor kan man jo godt gøre det alligevel…

Eftersom vi har to katte, så var det oplagt at sige ja tak, da HarperCollins Nordic spurgte, om de måtte sende bogen ‘Test din kat’ af Simon Holland. Det er en lille bog, som bliver fremhævet som en intelligenstest for katte. Nu har vi ikke verdens klogeste katte, men det kunne da alligevel være meget sjovt at prøve.

Bogen er inddelt i en række fysiske og psykiske tests. Vi ‘udsatte’ kun én af kattene for forsøget, men i takt med, at vi kom igennem de enkelte tests, morede vi os over, hvor forskellige resultater de to katte ville få i flere af opgaverne. Luna, som var ‘forsøgskatten’, er helt klart indekat. Hun er husets dronning, og hun skal nok minde os – og kattebroren Leopold – om det konstant. Hun taler meget og er utrolig legesyg (til trods for, at hun snart er syv år). Leopold er til gengæld udekat og the strong silent type. Han er typen, der helst vil gemme sig i baggrunden, og selvom der er ingen tvivl om, at han sagtens kunne tryne Luna mht. muskelkraft, så finder han sig pænt i, at hun herser rundt med ham, så snart de begge er indenfor.

Nå, tilbage til intelligenstesten. Som du nok allerede har gættet, så skal man ikke tage den særlig seriøst, hvilket også er ret tydeligt i en række af svarmulighederne. Jeg synes dog samtidig, at en række af forsøgene er så omfattende og langvarige, at det virker som om, at bogen alligevel prøver at være seriøs, og det er lidt ærgerligt. Samtidig kan det være svært at passe ind i flere af kategorierne (vi måtte for eksempel springe et kapitel over, fordi vi ikke har hund), og så er det temmelig svært at få mulighed for at få maximum points i den samlede tests.

Bogens force er, at – hvis man tager den sammen med en anden af husets beboere – giver anledning til at snakke om ens kat, og det er jo altid et fantastisk samtaleemne. Man kommer i tanke om sjove situationer eller skøre indfald, som katten har haft gennem årene, og bogen giver derfor god mulighed for at opfriske gode katteminder. Til gengæld er bogen som intelligenstest ikke synderlig imponerende, så det skal ikke være derfor, du køber den.

En pudsig og hurtig læst bog, som bedst egner sig til værtindegave til småskøre katteejere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *