The Alloy of Law

Denne bog spolerede min læseplan for julen! Ok, der var andre ting, der også spillede ind, men det var slet ikke planen, at jeg skulle læse ‘The Alloy of Law’ i min ferie – jeg kunne bare simpelthen ikke lade være!

Bogen er en efterfølger til Mistborn-serien, som Brandon Sanderson har skrevet. På Goodreads er ‘The Alloy of Law’ registreret som fjerde bog i serien, men det er en sandhed med modifikationer – ‘The Alloy of Law’ foregår nemlig 300 år efter den føromtalte trilogi og har ikke synderlig meget med den serie at gøre – altså udover at den selvfølgelig foregår i samme verden som trilogien. Du  kan derfor i princippet godt læse ‘The Alloy of Law’ uden at have læst Mistborn-trilogien, men så kan du have lidt svært ved at finde rundt i magisystemet. Der findes dog en grundig guide bag i bogen.

‘The Alloy of Law’ handler om adelsmanden Waxillium, der har levet som sherif men nu er vendt tilbage til adelslivet. Han får dog ikke rigtig fred til at tage sig af sine adelige forpligtelser, for kriminelle spreder skræk og rædsel ved en lang række røverier og bortførelser, og snart bliver Waxillium og makkeren Wayne indblandet i opklaringsarbejdet.

Lad mig lige starte med at slå fast – hvis du forventer en bog meget i stil med Mistborn-serien, så bliver du meget overrasket. Jeg havde heldigvis hørt, at der var en del forskel på bøgerne, så jeg læste bogen med åbent sind, men det var ret interessant at se, hvordan Brandon Sanderson havde brugt verdenen til at skabe en helt ny historie.

Stilmæssigt har ‘The Alloy of Law’ ikke særlig meget med Mistborn-trilogien at gøre, selvom den også må kategoriseres som fantasy. Hvor Mistborn-trilogien var mørk, alvorlig og havde komplicerede og traumatiserede hovedpersoner, så er ‘The Alloy of Law’ humoristisk, actionfyldt og knapt så detaljeret mht. persongalleriet. Jeg vil faktisk mene, at den nye bog minder mere om Dresden Files-serien end den originale Mistborn-serie, men det gør ikke så meget, for det er ganske underholdende.

‘The Alloy of Law’ er action og hurtige oneliners – tænk gerne westerns med et glimt i øjet. Det er virkelig underholdende, og det er meget let at holde af Waxillium og Wayne, der udgør et fantastisk makkerpar. Det er en rigtig pageturner, og jeg hyggede mig ganske fint, da jeg læste bogen. Jeg har dog én anke, og det var dybden – eller rettere manglen på samme – hos personerne i bogen. Man kom aldrig rigtig ind under huden på dem, og det ærgrede mig lidt, for det er ellers noget, forfatteren mestrede så fint i Mistborn-trilogien. Bogen er dog heller ikke tilnærmelsesvis så lang som de bøger, og det er derfor også begrænset, hvor meget han kan nå at gå i detaljer, men alligevel – det havde lige gjort læseoplevelsen fuldendt.

Efterfølgeren til ‘The Alloy of Law’ udkom for et par måneder siden, og den tredje bog kommer allerede i denne måned. De to bøger er pt. blandt de bøger, jeg glæder mig allermest til at læse i år, så dem regner jeg med at købe til marts og læse med det samme!

4 tanker om "The Alloy of Law"

    • Det var så lidt! Jeg har flere af hans bøger stående, så der kommer nok en del anmeldelser af hans bøger i år 🙂

  1. Pingback: Shadows of Self | Den Lille Bogblog

  2. Pingback: The Bands of Mourning | Den Lille Bogblog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *