The Best of H. P. Lovecraft: Bloodcurdling Tales of Horror and the Macabre

Jeg kan jo ikke have et horror-tema uden at have en af genrens største forfattere repræsenteret – nemlig H. P. Lovecraft. Pudsigt nok var dette den første horrorbog, jeg læste i starten af oktober, men nu får den lov til at afslutte rækken af horror-anmeldelser, for nu skal jeg i gang med november måneds tema.

‘The Best of H. P. Lovecraft: Bloodcurdling Tales of Horror and the Macabre’ er en samling på 16 af Lovecrafts bedste historier. Fortællingerne er en blanding af snigende horror, sære væsner, kultister og uforklarlige hændelser. 

Jeg læste novellesamlingen for en række år siden, og dengang var jeg ved at kløjes i de snørklede og sære ord. Jeg troede egentlig, at det var fordi, jeg ikke var så vant til at læse skønlitteratur på engelsk dengang, men da jeg genlæste bogen for en måned siden, måtte jeg erkende, at en række af Lovecrafts tekster bare ikke er særlig lettilgængelige. De er sære, absurde, ubehagelige og næsten arrogante i deres stil, for der bliver ikke gjort særlig meget for at hjælpe læseren videre i historien. De første par noveller krøb derfor heller ikke rigtig ind under huden på mig, men blev betragtet med skeptisk af mig, der sad og spekulerede på, hvorfor de første noveller var så… fremmedartede.

Men – Lovecraft kan noget, som de færreste horrorforfattere kan. Han kan faktisk skrive, så hårene rejser sig på armene, og det kræver sjældent store mængder blod og skrig. Han mestrer den snigende fornemmelse af frygt, når han slipper The Great Old Ones løs på jorden og lader kultisternes messen gjalde over bakkerne eller i krypterne. De klassiske fortællinger – ‘The Call of Cthulhu’, ‘The Dunwich Horror’ og ‘The Shadow over Innsmouth’ er blandt hans bedste historier og samtidig også blandt mine favoritter, når det kommer til Lovecraft.

Jeg kan dog godt forstå, hvis mange går kolde, når de begynder at læse hans noveller. En række af historierne er ret sære og abstrakte – også for folk som mig, der udover bøgerne også har prøvet kræfter med Lovecrafts verden i forbindelse med brætspil og rollespil. 

Det er en bog, der bør læses flere gange – ikke kun fordi en lang række af historierne er gode, men også fordi det er fortællinger, som bliver bedre af at blive nydt flere gange. Læsningen kræver dog tid – tid til fordybelse og forståelse, så bogen er komplet uegnet til readathons eller sporadisk læsning i toget.

Er du fristet og overvejer at give dig i kast med H. P. Lovecraft? Så skal du bare vide:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *