The Chrystal Shard & Streams of Silver

drizzt 4 og 5

Sidste år læste jeg ‘The Dark Elf’-trilogien, der er de første tre bøger om sortelveren Drizzt. Bøgerne er skrevet af R. A. Salvatore, som nu er oppe på 28 bøger om Drizzt, så der er nok at gå i gang med! Du kan se mine anmeldelser af ‘Homeland’ samt af ‘Exile’ og ‘Sojourn’.

Jeg er nu i gang med ‘The Icewind Dale’-trilogien, der ligger i umiddelbar forlængelse af ovenstående bøger. Jeg læste for nylig de første to bøger i trilogien, ‘The Chrystal Shard’ og ‘Streams of Silver’.

‘The Chrystal Shard’ er noget anderledes end den første trilogi. Hvor de første tre bøger fokuserede på Drizzt, følger man flere forskellige personer i ‘The Chrystal Shard’, og det er jeg ikke så vild med. Det giver fin mening at introducere flere personer, da det godt kan blive lidt for ensformigt i længden at fokusere så ensidigt på Drizzt, men omvendt kommer han til at træde alt for meget i baggrunden. Jeg endte med at være noget utilfreds med bogen – læseoplevelsen var noget ujævn, og selvom der var spændende kapitler, så var der også tidspunkter, hvor jeg kedede mig bravt.

‘Streams of Silver’ var til gengæld langt mere spændende. Drizzt fik lov til at fylde mere i historien, og der skete flere interessante ting i bogen. Jeg havde dog også lidt fornemmelsen af, at bøgerne begyndte at ligne hinanden for meget – lidt for skabelonagtigt og forudsigeligt.

Jeg regner med at læse den tredje og sidste bog i trilogien i løbet af januar. Det er samtidig også den sidste Drizzt-bog, jeg har stående, og jeg regner ikke umiddelbart med at købe flere bøger i serien. Jeg kunne rigtig godt lide den første trilogi, men denne her er ikke specielt interessant.

En tanke om "The Chrystal Shard & Streams of Silver"

  1. Pingback: The Halfling’s Gem | Den Lille Bogblog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *