The Girl Who Circumnavigated Fairyland in a Ship of Her Own Making

The girl whoJeg har nedstirret denne bog på Goodreads rigtig mange gange, inden jeg endelig valgte at købe den sidste år. Den er blevet lovprist af mange, men jeg er også stødt på anmeldelser, der har advaret mod, at denne bog ikke nødvendigvis er for alle, og at den til tider er ret sær og fattig på handling. Og ja, den er ganske rigtig ret sær ind imellem, men fattig på handling – nej, det vil jeg ikke sige.

‘The Girl Who Circumnavigated Fairyland in a Ship of Her Own Making’ er skrevet af Catherinne M. Valente og handler om den 12-årige pige, September, der lever et helt almindeligt – og kedeligt – liv. En sen aften møder hun imidlertid en grøn vind og en leopard, som inviterer hende til at besøge Fairyland, og hun takker straks ja. Hun får at vide, at det eneste, hun ikke må gøre, er at spise maden i Fairyland, for så går det grueligt galt. September begiver sig derefter ud på en rejse, som byder på mange mærkelige, magiske og forunderlige eventyr og skøre, søde og sjove væsner.

Det er nærmest umuligt ikke at tænke på ‘Alice i Eventyrland’, når man læser denne bog, for den magiske rejse, den lille pige tager på, minder stemningsmæssigt meget om føromtalte klassiker. Indholdsmæssigt er der også et par sammenfald, men alligevel er ‘The Girl Who Circumnavigated Fairyland in a Ship of Her Own Making’ sin helt egen fortælling – befolket med en masse pudseløjerlige væsner og situationer.

Bogen er ikke særlig stor – ca. 250 sider lang – og alligevel er det en bog, man skal bruge lidt tid på. Forfatteren bruger et ret mættende billedsprog, så det er en bog, man skal have tid til at læse, for man stopper uvægerligt op ind imellem for at fordøje de mange sanseindtryk, man bliver bombarderet med.

Det er derfor også både en meget barnlig og meget voksen bog – forstået på den måde, at September er en sød pige, der møder en lang række kære og charmerende væsner, men handlingen er til tider så abstrakt og spøjs, at jeg ikke er sikker på, at et barn ville få lige så meget ud af det – og så slet ikke, når sproget i bogen er så farverigt.

Men nu er jeg jo heldigvis voksen, så jeg hyggede mig ganske fortrinligt, da jeg læste historien. Det var sjovt at gå på opdagelse i den vanvittige verden sammen med September og prøve at finde hoved og hale i fortællingen.

‘The Girl Who Circumnavigated Fairyland in a Ship of Her Own Making’ er første bog i en serie på fem bøger, og jeg regner helt bestemt med at læse videre i serien senere i år.

5 tanker om "The Girl Who Circumnavigated Fairyland in a Ship of Her Own Making"

    • Jeg kan godt huske dine begejstrede anmeldelser – jeg er glad for, at jeg endelig er kommet i gang med serien 🙂

  1. Jeg kan rigtig godt lide denne serie, men det er så mærkeligt, for jeg bliver så ekstremt søvnig, hver gang jeg begynder at læse i en af bøgerne. Jeg måtte stoppe halvvejs i bog nummer to. Jeg kunne simpelthen ikke holde mig vågen, heller ikke selv om jeg sad ved spisebordet. Meget mystisk!

  2. Pingback: The Girl Who Fell Beneath Fairyland an Led the Revels There | Den Lille Bogblog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *