The Hate U Give

Denne bog er blandt de mest omtalte i år, og anmelderne er nærmest faldet over hinanden for at prise denne udgivelse, så selvfølgelig blev jeg nødt til at låne den for at tjekke, om den kunne leve op til hypen.

‘The Hate U Give’ er skrevet af Angie Thomas og handler om teenagepigen Starr, der bliver vidnet til drabet på vennen Khalil. Det ekstra pikere ved situationen er, at betjenten er hvid, og Khalil er sort, så hurtigt optrapper racekonflikten. I medierne fremstilles Khalil som bandemedlem og pusher, men Starr kan ikke genkende billedet af sin ven, og hun forstår ikke, hvordan betjenten tilsyneladende kan slippe af sted med at dræbe en uskyldig, hvis eneste kriminelle handling i situationen er, at han er kraftigere pigmenteret end betjenten selv. Men Starr ved ikke, om hun træde frem og forsvare Khalil offentligt, for det kan have store konsekvenser for hendes familie.

Denne bog er skrevet i et forfriskende anderledes sprog end det, der normalt gennemsyrer YA-genren. Her er tonen rå og rap og bærer tydeligt præg af gadeslang (uden at det dog bliver helt uforståeligt). Af samme grund kan den også let læses af voksne, for denne bog har så meget at byde på – både i form af beskrivelsen af ghettoen kontra middelklassen men også de etiske spørgsmål, bogen stiller.

Starr er en fin hovedperson – en forsigtig pige, som bare gerne vil gøre det rette, men som også rummer tvivl og vrede. Hun virker meget troværdig – meget menneskelig – og hun er let at holde af. Generelt var persongalleriet interessant – dog med undtagelse af en enkelt af de hvide piger, som bare er unuanceret dum og racistisk.

‘The Hate U Give’ tegner billedet af et USA, som stadig døjer med racekonflikter og forskelsbehandling. Selvom visse ting kan virke voldsomme sammenlignet med lille Danmark, så går en del af problemerne desværre igen her i landet. Jeg synes bestemt, at det er en vigtig bog og er derfor glad for, at den har fået så megen opmærksomhed, for den kan forhåbentlig inspirere unge (og voksne) til at reagere over for forskelsbehandling og skjult racisme. En klar anbefaling herfra.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *