The Humans

Jeg tror, jeg faldt over denne bog for et års tid siden og blev straks charmeret af bogens grundidé – nemlig at et rumvæsen overtager en menneskekrop for at løse en opgave på Jorden. Samtidig blev bogen fremhævet som sjov og skæv, og jeg tænkte, at det kunne være en hyggelig læseoplevelse i september måned.

‘The Humans’ er skrevet af Matt Haig og handler om professor Andrew Martin – eller rettere ham, som andre mennesker opfatter som professor Andrew Martin. Den rigtige professor er dog død, og i stedet er det et rumvæsen, der har overtaget hans krop. Rumvæsnet skal løse en hemmelig mission på Jorden, men det kompliceres af, at det ikke er al menneskelig opførsel, man kan læse sig til. Det giver en række startsvanskeligheder, da ‘professoren’ pludselig begynder at spadsere nøgen rundt udenfor ved højlys dag, og rumvæsnet kæmper virkelig for ikke at vække mistanke. I starten er det let at fokusere på missionen, men stille og roligt begynder rumvæsnet at fascineres af de sære mennesker og alle deres mærkelige forestillinger om, hvad et godt liv er. Det bringer missionen i fare, og rumvæsnet må tage en række svære valg.

Jeg synes, der er masser af potentiale i bogens grundidé, og starten var da også ganske glimrende. Det overraskede mig lidt, at der var plads til nogle ret drastiske scener et stykke inde i bogen, og den var dermed ikke lige så letbenet og sjov, som jeg først troede. Faktisk var de sjove elementer ret begrænsede og forekom primært i starten. I stedet blev bogen mere filosofisk, men dog ikke på et specielt dybt niveau, og i løbet af bogen blev handlingen desværre mere og mere forudsigelig.

Bogen endte med at være en ok oplevelse, men næppe en bog der efterlader synderlige spor i min hukommelse. Den er ganske enkelt for letbenet og har for lidt på hjerte. Enten skulle der have været større fokus på de sjove elementer, eller også skulle de filosofiske dilemmaer havde været bedre og mere indlevende.

Denne bog er til dem, der vil have lidt uforpligtende læsning uden de store overraskelser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *