The Rest of Us Just Live Here

Det er ingen hemmelighed, at jeg var ret vild med ‘The Chaos Walking Trilogy’ og ‘A Monster Calls’ af Patrick Ness. Jeg var ikke helt så blown away mht. ‘More Than This’, så jeg var ret spændt – og lidt nervøs – mht. hans seneste bog, ‘The Rest of Us Just Live Here’. Den har fået lidt blandede anmeldelser – dog overvejende positive, og konceptet lød ret sjovt.

Forestil dig, at du IKKE er den udvalgte? At det ikke er dig, der er udset til at redde verden fra udslettelse, at det ikke er dig, der er centrum i en dramatisk historie om liv, død og kærlighed. Sådan er Mikey – en helt almindelig teenager, der lever et helt almindeligt liv sammen med helt almindelige venner, der har helt almindelige problemer. Altså samtidig med, at heltene er ved at redde verden fra at gå under. Men det er du kun tilskuer til.

‘The Rest of Us Just Live Here’ tager udgangspunkt i den skabelon, som rigtig mange ungdomsbøger følger – verden er ved at gå under / angribes af zombier / trues af vampyrer – men heldigvis er der én teenager, ofte med hjælp fra en eller flere venner, der lige klarer ærterne. I denne bog følger man dog de almindelige teenagere – dvs. dem, der normalt danner kulisse i ungdomsbøgerne – mens heltenes gerninger blot er opsummeret med et par få linjer i starten af hvert kapitel. På den måde kan man både følge den overordnede (og meget dramatiske) historie samtidig med, at man får mulighed for at dykke ned i de almindelige teenageres liv og små problemer.

Og det er befriende – ikke mindst fordi det ender med at være utroligt underholdende. I løbet af de første kapitler var jeg ikke så imponeret, men lige pludselig kunne jeg godt se komikken i, at den dramatiske rammefortælling var hastigt nedkradset i starten af hvert kapitel, mens resten af kapitlet handlede om dem, der normalt udgør den grå, kedelige masse i mange ungdomsbøger. Det var især samtalerne mellem Mikey og hans venner, hvor de talte om heltene, der lige slog hovedet på sømmet, for her refererer de til tidligere hændelser, hvor heltene også har reddet byen/Jorden fra alskens ulykker.

Det er måske et billigt trick, men jeg synes, det er pivcharmerende skrevet, og jeg hyggede mig rigtig fint undervejs.

Så hvis du gerne vil prøve en lidt alternativ og hyggelig bog, der mobber andre ungdomsbøger kærligt, så kan jeg godt anbefale ‘The Rest of Us Just Live Here’. Nåja, og så er det også dejligt at opdage, at Patrick Ness også kan skrive bøger, der ikke er deprimerende 😉

6 tanker om "The Rest of Us Just Live Here"

  1. Jeg har også været ret tilbageholdende overfor denne, men det lyder som om, jeg godt kan give den et shot; jeg har det dog omvendt end dig. Jeg var vild med Mere end det, mens jeg aldrig tilgav The Knife of Never Letting Go for en bestemt scene, og derfor ikke har fortsat serien 🙂 Omend det dog er en af dem, jeg tænker på, om jeg alligevel burde fortsætte…

    • Jeg tror godt, jeg ved, hvilken scene du hentyder til 🙂
      Jeg vil godt ‘advare’ mod, at anden bog i serien er muligvis den mest uretfærdige og maveknugende bog, jeg har læst. Den var fremragende men også meget ubehagelig hvis man som jeg har en stærk retfærdighedssans. Jeg kan sagtens forstå, hvis der er folk, der ikke kan lide serien – jeg er dog masochistisk nok til at elske den 😀

    • God fornøjelse! Hvis man – som jeg – har læst en del ungdomsbøger og er blevet lidt immun over for den skabelon, mange af dem bruger, så er denne bog en forfriskende parodi på dem 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *