The Rithmatist

Jeg kunne simpelthen ikke stå for denne fantasy-ungdomsbog, da jeg fandt den på særtilbud hos Bookoutlet for nogle måneder siden. Den er nemlig skrevet af Brandon Sanderson – forfatteren til blandt andet ‘The Final Empire’ og samtidig også en forfatter, som jeg har stærke intensioner om at læse flere bøger af.

‘The Rithmatist’ er første bog i en serie og handler om den unge fyr, Joel, der gerne vil være rithmatist – en form for magiker, der bruger kalktegninger for at vække magien til live. Joel fik imidlertid aldrig evnerne, da han som barn gennemgik ritualet, der afgør, om man bliver rithmatist eller ej, men han ved utrolig meget om teorien bag magien. Det bliver også nødvendigt, da flere af de rithmatist-studerende begynder at forsvinde – efter at sporene at dømme efter at have kæmpet for deres liv lige inden. Joel bliver inddraget i efterforskningen, og her finder han ud af flere ganske interessante ting…

Historien er rimelig klassisk (og alligevel er der et par twists undervejs, men dem vil jeg ikke afsløre her), men bogen endte alligevel med at overraske positivt, da jeg blev ret fascineret af magisystemet. Ikke blot er magien i denne bog knyttet til kalktegninger og dermed noget lidt andet end de fantasybøger, der udgives disse år – hvert kapitel starter også med en ny tegning samt forklaring på, hvordan disse symboler bruges i kamp. Det var meget stemningsskabende og gav en helt anden form for dramatik, når det trak op til kamp i bogen. Se et eksempel på starten af et kapitel nederst i dette indlæg.

Det er en ungdomsbog, og historien er derfor rimelig simpel på en række punkter. Jeg havde for eksempel gerne set, at persongalleriet havde været noget bredere, men det kan være, det kommer senere i serien. Jeg savnede i hvert fald flere personer, jeg kunne kaste mistanken på undervejs og mere kendskab til, hvem der ellers går på rithmatist-skolen.

Der er en fin humor i serien. Måske lige lovlig letbenet og letkøbt til tider, men nu behøver alle bøger jo ikke at være så alvorlige og depressive, og jeg trængte ærlig talt til lidt munter læsning. Især samspillet mellem Joel og Melody er hyggeligt og underholdende, og jeg kunne godt lide, at han havde en pigeven, uden at det automatisk førte til, at de straks forelskede sig i hinanden.

‘The Rithmatist’ var en udmærket og uforpligtende fantasybog. Den har slet ikke samme kompleksitet og tyngde som ‘The Final Empire’, men det forventede jeg heller ikke. Jeg regner med at læse videre i denne serie, når næste bog udkommer.

2 tanker om "The Rithmatist"

  1. Købte bogen sidste år og da jeg vidste jeg ikke det var en serie, så det er en serie mere på listen. Suk! Jeg havde lige håbet det var en enkeltstående bog. Men så kan jeg måske lære at gøre mit hjemmearbejde inden jeg køber …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *