The Secret Life of Bees

the secret life of bees

Denne bogforside udstrålede feriestemning i sådan en grad, at jeg vidste, den skulle med på ferien til Frankrig! Det viste sig heldigvis at være en god beslutning.

‘The Secret Life of Bees’ er skrevet af Sue Monk Kidd og foregår i 1964 i South Carolina. Her lever Lily sammen med faren, T. Ray, på en ferskenfarm og bliver passet af den afroamerikanske hushjælp, Rosaleen. Moren døde i en vådeskudsulykke, da Lily var fire, hvor Lily ulykkeligvis kom til at skyde moren. Det har præget Lilys liv lige siden – både skylden og savnet efter moren. Samtidig er livet med faren alt andet end en dans på roser, da han er både vred og indebrændt og ofte straffer Lily, når hun ikke gør, som han ønsker. Da Rosaleen ryger i fængsel efter at være røget i klinch med tre racister, lykkes det Lily at befri hende, og sammen stikker de af fra byen. Lily fortæller Rosaleen, at hun har en plan, men hvad hun ikke fortæller er, at den går ud på at finde ud af mere om moren og det liv, hun levede, før hun fødte Lily.

Bogen er en velskrevet fortælling om livet i Sydstaterne i de svære i 1960’erne, hvor der stadig var stor forskel på, om du var sort eller hvid. Racekonflikterne er ikke den bærende del i fortællingen men spiller dog ind på en række af de valg, som personerne tager undervejs i bogen. Lily har som barn været forskånet for at opleve mange af disse konflikter, men på hendes rejse med Rosaleen opdager hun pludselig, hvor meget hudfarve betyder for de voksne.

‘The Secret Life of Bees’ er en rolig fortalt historie, hvis stemning flere gange fik mig til at tænke på ‘Dræb ikke en sangfugl’, da begge bøger har samme tilbagelænede og nærmest underspillede handlingsforløb. Jeg syntes dog også, at der var lidt mere dybde og nærvær i sidstnævnte bog, selvom ‘The Secret Life of Bees’ også gør det ganske godt på denne front.

Min største anke mod bogen er, at der går virkelig lang tid, inden Lily for alvor gør noget ved sagen mht. at finde ud af mere om moren. Hun går som katten om den varme grød, og det er synd, for det kommer til at virke som om, at forfatteren forsøger at trække historien (unødigt) ud.

Det er en meget fin fortælling om at søge sine rødder og samtidig finde fred med sig selv. Det er også historien om, hvordan man kan lære meget af andre, der ikke ligner en selv, samt at kæmpe for det, man tror på – alt sammen meget fornuftige pointer efter min mening.

7 tanker om "The Secret Life of Bees"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *