The Snow Child

Da jeg var i London for et par måneder siden, benyttede jeg selvfølgelig muligheden for at shoppe bøger, og en af disse var ‘The Snow Child’. Jeg mener ikke at have hørt om bogen, før jeg så den på hylden, men der et eller andet ved den, som gav mig fornemmelsen af, at her var der en god lille historie gemt.

‘The Snow Child’ er skrevet af Eowyn Ivey og foregår i Alaska i 1920’erne. Her lever det nytilflyttede, midaldrende ægtepar, Jack og Mabel, et barsk liv, for det er svært at få pengene til at slå til, og den kolde vinter er lige om hjørnet. Da den første sne falder, går de udenfor om aftenen, og de fine snefnug får dem for en tid til at glemme alle sorger. I stedet morer de sig i sneen og bygger blandt andet en lille af pige af sne, som Mabel pynter med pigetøj.

Næste morgen er snefiguren og tøjet væk, og de tror først, at det er en lille lyshåret pige, som har taget tøjet fra snefiguren og derefter ødelagt den. De bliver nemlig ved med at se glimt af en lille pige, der løber mellem skovens træer, men de andre beboere i området afviser, at der lever en pige med de kendetegn på de kanter. Jack og Mabel er efterhånden i tvivl om, hvad de skal tro – hvis der ikke findes en pige på de kanter, som passer til beskrivelsen, hvem eller hvad er det så, de ser?

Dette er en bog, som er svært at lægge fra sig, når du først er begyndt. Fortællingen er meget stemningsfuld, og naturbeskrivelserne er fantastiske. Det er lige før, at du kan mærke frosten bide i kinderne, og Alaskas sne drysser ud af bogen, når du åbner den. Det er derfor også en bog, der er perfekt som hyggelæsning, mens sneen vælter ned udenfor, og jeg sørgede da også for at læse den i sidste uge, hvor sneen stadig dækkede hele Danmark.

Historien er en god blanding af en troværdig fortælling om det barske liv i Alaskas rå natur kombineret med magien fra eventyret om snepigen, der blev levende. Som læser kan du flere gange blive usikker på, om der er magi involveret eller ej, men jeg synes, at forfatteren generelt holder spændingen på et fint niveau, hvor der hele tiden er lidt tvivl om, hvem og/eller hvad pigen er.

Bogen handler også om længslen efter at have et barn – en glæde, som Jack og Mabel ikke har haft, selvom de altid har ønsket sig børn – og historien bliver dermed ikke blot en kærlighedserklæring til den lille snepige men også et billede af frygten for at miste den eller dem, du holder af.

Det er på mange måder en livsbekræftende historie, som forstår at favne kærlighed, respekt, sorg, håb og ærlighed i et smukt, frostkoldt favntag. Jeg tror ikke, at den er oversat til dansk (endnu?), men den er skrevet på rimelig lettilgængeligt engelsk og bør under alle omstændigheder læses. Det er en skøn bog og en af mine bedste læseoplevelser i år.

11 tanker om "The Snow Child"

  1. Wow, sikke en anmeldelse. Jeg købte også The Snow Child i London uden at ane noget om den – bogen kaldte bare på mig 😉

    Jeg har ikke fået den læst endnu, men det kan jeg se at jeg hellere snart må få gjort 🙂

  2. Frk. Hyms – ja, jeg var ret begejstret, den smuttede direkte ind under huden på mig og fik hurtigt sneget sig til en plads i mit hjerte 🙂

    Der er et par detaljer, som jeg måske ville have udeladt eller ændret, hvis jeg selv havde skrevet bogen, men jeg synes nu generelt, at den er ret vellykket.

  3. Den lyder fantatisk god. Der er ikke noget som når man kan mærke frosten fra bøger bide i kinderne!
    Det virker til at være en rigtig smuk fortælling. Den må jeg altså læse!

  4. Jo, der er sikkert nogen der bliver det. Nu er det jo blevet pustet så meget op, at nogen nok er skuffet. Ellers så tror jeg, at religiøse folk vil sige at Gud/hvem de ellers tror på, har reddet dem. Men mon ikke, at nogen føler sig lidt dumme?

    Jo tak, og i lige måde. 😀

  5. Pingback: De bedste læseoplevelser i 2012 | Den Lille Bogblog

  6. Pingback: Burial Rites | Den Lille Bogblog

  7. Pingback: Our Endless Numbered Days | Den Lille Bogblog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *